Den første gjorde det allerede for længe siden, nærmere betegnet i 1874. Nemlig min 3 X tipoldefar, Pieter Pietersen Pouls (1793 - 1885), der både gjorde tjeneste som kaper under Englandskrigene 1801- 14 og senere blev havnefoged i Dragør, Store Magleby Sogn, hvor han, som indædt tilhænger af sejlskibene, nægtede at udvide det sejlbare farvand med henblik på dampskibe. Hvilket bl.a. sendte Møller-familien, der blev ophavet til Mærsk-imperiet, afsted til Svendborg. Men han var dog den første, der blev begravet fra Dragørs nybyggede kirke.
***
Pieter Pietersen Pouls’ optegnelser
År 1793 den 11te december er jeg, Peter Petersen Pouls, barnefødt i No. 78 i Sct. Pederstrædet heri Dragør. Den 16. i samme måned blev jeg døbt i St. Magleby Kirke. Faddere vare lodsoldermand Mathias Jakobsen Schmidt, Hans Hendriksen Palms første kone Ane Rasmusdatter og min faders broder Jan.
Min børnelærdom fik jeg uden at søge skolen, idet mine forældre underviste mig deri. Indtil midsommer 1806 var og blev jeg hos mine forældre, kom da til søs med min onkel, Jørgen Olsen Jans, som eiede en part og var fører af en galease, ”Fortuna” kaldet. Jeg kom ombord på Dragør Rhed, da fartøjet kom fra Trondhjem i Norge. Rejsen gik til Stubbekøbing, hvor tømmerladningen blev losset. Derfra sejlede vi til Horsens, indtog der 100 tdr. havre og sejlede til Lübeck, hvor havren blev losset og 1 ladning rug indtoges, fra Lübeck til København, hvor rugladningen blev losset. Gik på 1 rejse fra København til Vejlefjord i Jylland, indtog 1 ladning brænde, derfra til København, hvor brændet blev losset.
1807 kom jeg i søfart som kokkedreng med galeasen ”Unge Ester” af Dragør; vi sejlede til Københavns Rhed og lastede i møblement for købmand Unge Mühlerts i Kallundborg, sejlede til denne købstad, lossede møblerne og indtog der en ladning kornvarer, hvormed vi sejlede til Skien i Norge, hvor ladningen blev losset til apotheker Mühlerts. Fra Skien gik vi til Brevik i Skiensfjorden, hvor vi fik 1 ladning tømmer, bestemt til Karrebæksminde i Sjælland, ankom der i juli måned.
Tømmerladningen blev losset på Rheden, da der på den tid ingen havn var i Karrebæk. Købmand Frost i Næstved var modtager af ladningen. 1 rejse til Kaløvig i Jylland, hvor vi indtog en ladning brænde og sejlede dermed til København.
Kort efter vor ankomst til København kom en engelsk flåde bestående af orlogsskibe og transportskibe, som havde 30.000 mand militære ombord i skibene samt fornødent krigsmateriel. Den høiestkommanderende gjorde fordring på at få den Danske Flåde til sig udleveret, i modsat fald ville Danmark blive erklæret krig. Dette skete, englænderne landsatte da i august måned d.a. deres med havende tropper ved Vedbæk, ca. 2 mil nord for København; de marcherede op mod København, opkastede beleiringsbatterier og bombarderede staden. Danmark måtte så, for at få fjenden ud af landet, udlevere orlogsflåden.
1808 var jeg ikke til søs.
1809. Den første søndag efter Påske blev jeg konfirmeret. Pastor Winther af København var den geistlige mand, for hvem vi gentog og fornyede det løfte, som af andre på vore vegne var givet ved vor dåb. Det bemærkes, at sognepræsten, pastor Schmitto, hele vinteren havde været syg. Samme år ved midsommertid kom jeg med skipper Theis Hendriksen Palm på en rejse til Køge efter brænde, derfra til København.
Dette år gjorde jeg en rejse til Guldborgsund med galeasen ”Unge Ester” efter brænde; denne rejse varede 3 måneder som følge af, at engelske krigsskibe til tider kom i sigte fra Møens Klint, så vi ikke turde forlade Grønsund, hvor vi lå en lang tid.
1810. Om foråret tog jeg employ som kok med 1 galease, som eiedes og førtes af skipper Isbrandt Corneliussen heraf byen, på 1 rejse til Vejle efter brænde. Efter 1 lang omsejling gennem Lillebælt både på hen- og tilbagerejsen kom vi endelig til Grønsund (hvor vi i nogle dage, da der fra Møens Klint gaves signal om, at der var fjendtlige skibe at se, da måtte opholde os). Endelig en aften var ingen sådanne skibe at se, og vi tillige med 4 andre skibe, lettede da og sejlede ud af Grønsund. Vinden var østlig, altså imod. Vi krydsede hele natten uden at komme ret langt. Om morgenen så vi en engelsk fregat, som krydsede efter os (udfor Hestehovedet på Falster). Og da den havde afskåret os fra at vende tilbage, måtte vi tillige med min onkel Jørgen Olsen Jans med sin galease og 1 i Horsens hjemmehørende galease for at undgå at blive taget til prise af engelskmanden landsætte de 3 nævnte fartøjer på Møens strand. Hvor de 2 i Dragør hjemmehørende fartøjer blev tilintetgjort, min onkels skib med ild, som han selv påsatte, og vort fartøj blev aldeles sønderslået i en pålandsstorm. Besætningerne rejste overland til København.
1810. Sejlede samme år som kok med Peter Petersen Bagger jagten ”Rosen” af Dragør til Knudsskov i Vordingborg tolddistrikt og 1 rejse til Korsør efter brænde.
1811. Var jeg med en kaperbåd som hed ”Erstatning”, capt. Lorents Lorentsen, ude på 2 krydstoure, hver tur varede 3 måneder. Kostpengene var 3 rigsdaler om dagen pr. mand, men penge var af en såre ringe værdi.
1812. Var jeg (på) 1 rejse med skipper Anders Dirksen Bagger, som førte 1 jagt, hjemmehørende her i byen til Kallehave efter brænde, derefter til Kbhvn.
Samme år i eftersommeren udgik jeg med 1 kaperbåd ført af capt. Mathui. En nat i october måned, efter at vi var sejled fra Kerteminde, og ud i en flåde bestående af engelske orlogsskibe, svenske, tyske og russiske koffardiskibe, som lå for anker udfor Romsø i Store Bælt, blev vi taget til fange af engelske Rochalupper, som fra orlogsskibene vare udsendte for at opsøge os, det var mørk nat, og vi opbragtes som krigsfanger. Vi bleve henført til en fregat ”Crescent” kaldet, og satte om bord som fanger. Efter 4 dages forløb bleve vi udvexlede med engelskmænd, som sad fangne i Danmark, og kom således på fri fod igen.
1813. Om foråret blev jeg udkommanderet til Kongens tjeneste. Jeg kom ombord i kanonbåden Litra I. Nr. 5 under secondløjtnant Levin Jørgen Rohdes kommando, denne officer var divisionschef.
Med denne division kanonbåde som tilligemed 2den division, som alle vare stationerede i Dragør havn, gjorde vi 2 ture til Stubbekøbing. Vi gik udenom Møen og convoierede en flåde danske skibe, som samledes på Kastrup Rhed. Efter at være kommen til Stubbekøbing blev vi der 3 eller 4 dage, indtil 1 del skibe vare samlede der, som vi så convoierede til Drogden. I løbet af sommeren fik leutnant Rohde ordre, at hans division skulle afgå fra Dragør og indtage station i Stubbekøbing, og senere blev samme division kanonbåde sendte til Vestkysten af Slesvig. I anledning af denne forflytning androg jeg en tilladelse om at måtte blive overført til den division, som blev ved Dragør stationen, hvilket den høiestkommanderende, kammerherre kapt. Hoppe, tillod. Jeg kom da ombord i kanonbåd Litra A Nr. 6 under leutnant Smits kommando, jeg blev således her ved byen, indtil de her stationerede kanonbåde bleve oplagte ved Nyholm ved København, hvilket skete ved juletid, og mandskaberne bleve permitterede. (Da jeg nu, medens jeg skriver dette 1874, er over 80 år, må og kan jeg vel nok betragte mig selv som en af de gamle veteraner fra krigen 1807 – 1814).
1814. Var jeg ude som ungmand med skibet ”Lykkens Prøve”, kapt. Hans Bager af København; vi gjorde 1 rejse til Wiborg i Finland og tilbage til København.
1815. Den 4. marts tog jeg navigations examen for navigations-direktør P. Wengel, og 2 andre skippere som bisiddere i Kbhvn, hvorved jeg erholdt 1ste karakter Udmærket Beqvem.
I foråret 1815 fik jeg employ med en skonner ført af capt. Hans Bruhn af Aabenraa i Slesvig, gjorde hermed 1 rejse til Cadisc i Spanien, hvor vi lossede 1 ladning brædder og jern og indtog 1 ladning salt. Herfra sejlede vi til København, hvor saltet blev losset. Samme år i oktober tog jeg hyre med en galease ”Emilie” af København, ført at capt. Peter Eidstrup. Vi lastede stykgods i København, med dette sejlede vi til Königsberg i Preussen, hvor vi lossede og indtoge der en ladning hør m.m., hvormed vi sejlede til København, hvor vi ankom i decbr. måned.
1816. I foråret fik jeg hyre med galioten ”Ulysses”, ført af capt. Philip Reshoff.
Sejlede 2 rejser som matros til Riga og København. I efteråret fik jeg hyre med en fuldrigger ”Betsy”, som førtes af capt. P. Sølling; i december måned sejlede vi til St. Croix i Vestindien; hvor vi ankom 1817 den 4. marts. Efter at vi havde losset de i skibet indehavende brædder, mursten og kul, blev vi liggende her i 4 måneder, uden at vi kunne få nogen ladning til skibet. Vi sejlede nu til St. Thomas, hvor vi ovenpå ballasten indtoge 1 ladning rødtræ og tobak. Vi sejlede fra St. Thomas den 29. juli; den 4. oktober kom vi til København.
1818. Den 5te marts indlod jeg mig i ægteskab med den af mig høitelskede pige Marchen Bertel Jacobs med hvem jeg samlevede i 50 år 4 måneder og 21 dage, og blev dette vor ægteskab af Gud velsignede med 10 børn, af hvilke det første fødtes den 25. juli 1819. 1818 om foråret fik jeg hyre påny med capt. Philip Reehoff, som nu førte en i København nybygget brig ”Johanne”, gjorde med denne 1 rejse Riga-København.
Samme år fik jeg styrmandshyre med 1 hollandsk bygget smak ”Ernestine” af København, capt. Hans Jørgen Niang, med dette fartøj sejlede vi til Kallundborg, hvor vi fik 1 ladning korn. Den 22de decbr. kom vi til Laurvik i Norge med læk skib og uklare pumper, lå der under havari til 4. april 1819, sejlede så til London, hvor vi lossede, indtoge ballast og sejlede til København. Denne rejse varede 7 måneder. Med samme skib gjorde vi 1 rejse til Egernsund, fik 1 ladning mursten, hvormed vi sejlede til København.
Dette efterår kom jeg som bedstemand med min medsvoger Peter Petersen, som førte en i Grønsund hjemmehørende jagt, gjorde dermed 1 rejse til Stubbekøbing efter brænde, som blev losset i København.
1820. Foer jeg med samme skib og samme skipper 14 rejser mellem Stubbekøbing og København med brænde og 1 reise til Kallundborg med møbler.
1821-1822-1823 foer jeg som styrmand med en kuf af København, ført af en meget gammel kaptajn ved navn Jens Christian Becker, farten skete mellem København og de Danske Provinser. Ladningen bestod af egetømmer, madvarer og til dels af brænde. 1824-1825 og 1826 foer jeg som styrmand med en galease ”Emanuel” af Dragør, som ejedes og førtes af skipper Carl Theisen Bertelsen; vi sejlede mellem Danmark og østkysten af England.
1827-1828 sejlede jeg som styrmand med 1 galease, ”Ane Margrete Christine” kaldet, den eiedes af Carl Jensen m.fl. og førtes af skipper Morten Nielsen Karrebæk; vi sejlede mellem Danmark og England samt 1 rejse til Rotterdam med tjære. 1829 kom jeg i Dragør byes tjeneste, den 4. april. Samme dag rejste jeg overland til Svendborg for at hidføre en for Dragør bykasses regning nybygget jagt, ”Resolution” kaldet. Dette fartøj, bestemt til bjergningsfartøj ved stationen i Drogden, førte jeg i årene 1829-30-31-32 fra foråret til efteråret i de nævnte år. Men som følge af, at cholera grasserede i 1832 i Rusland, og det var forbudt at have samkvem med derfra kommende skibe, lå vi kun delvis ude det sidste år.
1833 den 1ste februar blev jeg ansat som havnefoged ved byens havn. 1851 den 13. juli behagede det Hans Majestæt, nu højsalig Kong Frederik d. 7de at benåde mig med dannebrogsmændenes hæderstegn. Vil Gud jeg lever til d. 4de April d.a. har jeg tjent Dragør Kommune i 45 år.
I tiden fra oktober 1833 til 1861 i februar har jeg haft 2 bestillinger uden vederlag, nemlig brandfoged i 6 år og lægdsmand i 22 år.
Dragør d. 17. januar 1874
P. Pouls.
Underskrift.
Den 22de juni 1877 opsagde jeg min plads som havdefoged med fratrædelse af dette embede til førstkommende august.
***
Citatcollage om Johannes Martin Grejsen
Min oldefar, Johannes Martin Grejsen, var, som det vel fornemmes andetsteds, ikke så lidt af en personlighed – og dertil en med et spændende, men omskifteligt liv. Hen ad vejen har jeg – dels gennem samtaler og erindringer, dels gennem håndskrevne bidder forskellige steder fra – samlet en collage omkring mennesket Johannes, som ikke nødvendigvis er færdig, men i det mindste som udkast kan bringes her.
1
”Mor har fortalt om min oprindelige mormor, Karen, som jeg aldrig har set. Hun hed Karen og døde, da min mor var 16 år gammel. Hun var en meget fin dame. De boede i Valby i en moderne lejlighed. Morfar (Johannes, mit indskud) sejlede og sendte 8000 kroner hjem om året, hvilket var mange penge dengang. Men morfar blev træt af at sejle, da han ”strandede” i 2 år i USA. Bente var 2 år, da han kom hjem.
De flyttede (efter Karens død, mit indskud) til Ugelbølle. Sammen med morfars søster, Martha, købte de en gård. Men mormor (hans anden kone, Olga Alvilda Eriksen, mit indskud) følte sig helt tilsidesat, så morfar måtte vælge, og han valgte så at flytte til Kongstrup, hvortil også min oldefar og oldemor flyttede senere.” (Note af Mogens Grejsen, 1998).
2
Grejsen havde en sund appetit for to ting - småduer og ål – og kunne få begge dele gennem små, diskrete aftaler med folk på Laurbjerg-egnen. De første opdrættede han i eget dueslag, men de blev fedet op ved at spise korn på nabomarkerne – han gjorde vist mindre tjenester rundt omkring for byfredens skyld. Ålene fangede han i Lilleå, hvor han havde en aftale med flere lodsejere om, at han godt måtte lægge åleruser ud. Og for at blære sig lidt med fangsten, flåede han dem ud til gaden, hvor han ofte aflivede dem med ordene: ”Jaja, det er ikke sjovt – jeg ved det godt!” Et gok mod en sten med hovedet først var den simple, men effektive metode, han benyttede.
Grejsens knallert, som Thorkild senere ejede, blev kaldt ”Raketten”, selvom der nu vist ikke var ret meget fut i den. Men det skete altså, at børnebørnene havde stor fornøjelse af at køre på den. I hvert fald med mindre de punkterede baghjulet, for SÅ fór han i flint! Det var det, selvom han jo bl.a. var cykelsmed, simpelthen noget fedtværk at stå med og reparere. I det hele taget var det vist ofte mere pligten end lysten, der drev værket hos ham.
Det store ved, som barnebarn, at være på besøg hos Grejsen var det omskiftelige liv, han havde ført, og de historier, han kunne fortælle om såvel det som de genstande, han havde hentet hjem fra hele verden.
Men han kunne også være snu. En dag, da Thorkild var ude på åen sammen med ham for at tømme ruser, stødte de på et træ fyldt med blink, som diverse lystfiskere havde mistet dér. Nogle af dem temmelig flotte. Dem ville Thorkild gerne have med hjem, og Grejsen tog dem ned til ham. Før han skulle tilbage til Voel, stak Grejsen ham en tændstikæske, der skulle rumme blinkene, men bad udtrykkeligt dattersønnen om ikke at åbne den, før han kom hjem, da blinkene ellers kunne vælte ud af den. Som sagt, så gjort. Men æsken var halvtom. Grejsen havde gemt de flotteste til sig selv! (noter af Steffen Baunbæk Pedersen efter samtale med Thorkild Lindgaard Grejsen d. 21/7 2007)
3
”Mine forældre er Georg Thorvald Christian Greisen, og min moder hedder Elisabeth Anna Greisen. Jeg sørger for deres grav hvert år og har en, som sørger for den, når jeg ikke er der. Og graven ser flot ud. Jeg var der sidste gang (november) og så dem. Jeg gik også hen til Johannes, Karens og Olgas grav og lagde nogle blomster på graven. Jeg elskede Johannes og Olga med Karen. Jeg så den lille sten med ”Vennerne fra Kongstrup”. Alle elskede Johannes. Jeg var altid hos ham, da jeg var hos min fader og moder i Laurbjerg. Olga var så god til dem, bragte mad til dem, rensede huset for dem og alt.” (Broderen Victor G. Greisen i brev til Mogens Grejsen, 12/4 1974).
4
”Jeg kom hos Grejsen som om, at det var mit eget hjem, og jeg fulgte ham overalt. Vi tog sammen til fodbold – på jagt og fiskeri.
En dag skulle vi se AIA’s, som var en nystartet spille(klub), første kamp mod AGF. Vi kørte på knallert derud, men da vi kom frem til Århus Stadion, var det umuligt at komme ind, selvom vi var der en time før kampen. Kampen selv udsat en halv time, men til trods herfor nåede ikke alle ind – der var ca. 20.000 tilskuere. Jeg kom ind til kampen gratis, for pludselig brød rækværket sammen. Jeg faldt ind på stadion, kom hurtigt på benene og gik ind, men Grejsen nåede ikke ind, før billetsalget stoppede pga. udsolgt, og han måtte fanden fiseme tage hjem igen uden at have set fodbold.
Grejsen havde jagt i nærheden af Bidstrup. Han gav en kasse cigarer om året for den, og en dag, da jeg var med ham, var der selskabsjagt på godset. Det var direktører mv. fra Århus, som havde jagten, og de havde en jagthytte ca. 50 meter fra skellet til Grejsens jagt.
Den dag havde vi skudt to dyr, og da vi nærmede os hytten, var der (liv) og glade dage med sprut og kvinder. Grejsen sagde så til mig, da vi stod overfor hytten: ”Nu stiller du dig der, og jeg går lidt tilbage i skoven. Når jeg er gået, skyder du to skud af op i luften og løfter dyrene op”. Som sagt, så gjort, og da jeg 12-årige knægt stod der med dyrene i armene, kom Grejsen tilbage og råbte: ”Fik du dem?” Og jeg stønnede: ”Ja, begge to!”
Udenfor jagthytten stod hele selskabet og måbede med åben mund, mens vi slæbte af med dyrene.
Ved en anden lejlighed var vi på jagt samme sted om mandagen, efter at der havde været godsjagt på Bidstrup. Vi havde gået det meste af dagen uden at få noget særligt, og på vej hjem traf vi bondemanden, som kom slæbende med et dyr, som han havde fundet dødt. Han fortalte det, som det var, og Grejsen sagde straks: ”Tak skal du have! Det er det, vi har ledt efter hele dagen! Vi ramte det, men kunne ikke finde det.” Og så tog han dyret med hjem. Bonden opdagede ikke noget!
Grejsens forældre boede også i Laurbjerg. Olga lavede mad til dem, og Grejsen bragte maden derop. De var begge på daværende tidspunkt temmelig forkalkede, og der måtte ikke være forskel på de portioner, som var øst op i madkarrene. De vogtede nøje over antal kartofler og størrelsen af frikadeller, og var der forskel, blev der ballade.
Engang, da de fik suppe, var der en kødbolle mere i den ene portion. Da væltede de maden ud over det hele, og Grejsen blev meget sur.
Hos Grejsen kom ofte en kammerat, som hed Ejner. Han kunne lide at lytte til Grejsens historier og kunne komme i dagevis. Når så Olga beklagede sig, sagde Grejsen blot: ”Nå, jeg tror, at haven trænger til at blive gravet, Ejner.”
Grejsen var utroligt renlig. Han var meget omhyggelig med sig selv til det sidste til trods for, at det blev besværligt. Til sidst flyttede han sit soveværelse til butikslokalet, for som han sagde: ”De skal sgu ikke have besvær med at slæbe mig ned fra loftet, når jeg kradser af” (Erik Heegaard fra Laurbjerg Jagtforening i samtale med Mogens Grejsen d. 25/1 1986).
5
Sin sidste tid tilbragte Johannes på Kjellerup Sygehus, hvor han i det store og hele – som senere datteren Esther – nægtede at modtage besøg. Muligvis i en form for flovhed over sin egen tilstand, muligvis af hensyn til omgivelserne. (Notat af Steffen Baunbæk Pedersen, oktober 2008)
6
”Jordefærd
Fhv. cykelhandler Johannes Grejsen, Kongstrup, er under stor deltagelse jordfæstet fra Houlbjerg kirke, der var smukt pyntet med blomster, og levende lys, og til båren var sendt et væld af kranse. Efter salmen ”Her mødes alle veje” talte pastor Poul Wikman, Houlbjerg, ud fra Davids 121. salme og sagde i sin tale bl.a.:
- Med Johannes Grejsen har Kongstrup mistet ikke alene en mangeårig beboer, men også en mand, der ikke var et dusin-menneske. Han ejede livet igennem et næsten ungdommeligt videbegær, og havde interesse for problemer, der strakte sig ud over hverdagen, og det var for ham en naturlig ting at være med i litteraturkredse. Hans åbne sind omsatte et langt livs erfaringer i en livsvisdom, der gav ham særpræg og bestemte meninger, som han var parat til at kæmpe for. Han havde interesse for sine medmennesker, som ikke kun var begrænset til hans jævnalderende, men også i besiddelse af evner til at komme i kontakt med både børn og unge. Vi standser et øjeblik for at mindes et menneskeliv, sluttede præsten, men må samtidig med døden for øje spørge om livets mening. Et evigt liv fatter vi ikke, men fornemmer måske trygheden om, at Gud er til, og det giver håb for livet på den anden side af døden.
Efter jordpåkastelsen sang følget ”Klokken slår”, og lærer S. Christensen, Houlbjerg, bragte familiens tak.” (Notits i Midtjyllands Avis, udateret, 1969).
7
”Ja, Johannes gik væk. Men jeg bad for ham, og han sagde til mig, at han kunde ikke tro. Men jeg gik til ham hver gang, jeg var i Danmark, og bad både for Olga og Johannes. Jeg bad i deres hjem. Og jeg tror, at han var frelst førend, han gik til evigheden”. (Victor G. Greisen i brev til Mogens Grejsen, 12/4 1974).
***
Citatcollage om Johannes Martin Grejsen
Min oldefar, Johannes Martin Grejsen, var, som det vel fornemmes andetsteds, ikke så lidt af en personlighed – og dertil en med et spændende, men omskifteligt liv. Hen ad vejen har jeg – dels gennem samtaler og erindringer, dels gennem håndskrevne bidder forskellige steder fra – samlet en collage omkring mennesket Johannes, som ikke nødvendigvis er færdig, men i det mindste som udkast kan bringes her.
1
De flyttede (efter Karens død, mit indskud) til Ugelbølle. Sammen med morfars søster, Martha, købte de en gård. Men mormor (hans anden kone, Olga Alvilda Eriksen, mit indskud) følte sig helt tilsidesat, så morfar måtte vælge, og han valgte så at flytte til Kongstrup, hvortil også min oldefar og oldemor flyttede senere.” (Note af Mogens Grejsen, 1998).
2
Grejsen havde en sund appetit for to ting - småduer og ål – og kunne få begge dele gennem små, diskrete aftaler med folk på Laurbjerg-egnen. De første opdrættede han i eget dueslag, men de blev fedet op ved at spise korn på nabomarkerne – han gjorde vist mindre tjenester rundt omkring for byfredens skyld. Ålene fangede han i Lilleå, hvor han havde en aftale med flere lodsejere om, at han godt måtte lægge åleruser ud. Og for at blære sig lidt med fangsten, flåede han dem ud til gaden, hvor han ofte aflivede dem med ordene: ”Jaja, det er ikke sjovt – jeg ved det godt!” Et gok mod en sten med hovedet først var den simple, men effektive metode, han benyttede.
Grejsens knallert, som Thorkild senere ejede, blev kaldt ”Raketten”, selvom der nu vist ikke var ret meget fut i den. Men det skete altså, at børnebørnene havde stor fornøjelse af at køre på den. I hvert fald med mindre de punkterede baghjulet, for SÅ fór han i flint! Det var det, selvom han jo bl.a. var cykelsmed, simpelthen noget fedtværk at stå med og reparere. I det hele taget var det vist ofte mere pligten end lysten, der drev værket hos ham.
Det store ved, som barnebarn, at være på besøg hos Grejsen var det omskiftelige liv, han havde ført, og de historier, han kunne fortælle om såvel det som de genstande, han havde hentet hjem fra hele verden.
Men han kunne også være snu. En dag, da Thorkild var ude på åen sammen med ham for at tømme ruser, stødte de på et træ fyldt med blink, som diverse lystfiskere havde mistet dér. Nogle af dem temmelig flotte. Dem ville Thorkild gerne have med hjem, og Grejsen tog dem ned til ham. Før han skulle tilbage til Voel, stak Grejsen ham en tændstikæske, der skulle rumme blinkene, men bad udtrykkeligt dattersønnen om ikke at åbne den, før han kom hjem, da blinkene ellers kunne vælte ud af den. Som sagt, så gjort. Men æsken var halvtom. Grejsen havde gemt de flotteste til sig selv! (noter af Steffen Baunbæk Pedersen efter samtale med Thorkild Lindgaard Grejsen d. 21/7 2007)
3
”Mine forældre er Georg Thorvald Christian Greisen, og min moder hedder Elisabeth Anna Greisen. Jeg sørger for deres grav hvert år og har en, som sørger for den, når jeg ikke er der. Og graven ser flot ud. Jeg var der sidste gang (november) og så dem. Jeg gik også hen til Johannes, Karens og Olgas grav og lagde nogle blomster på graven. Jeg elskede Johannes og Olga med Karen. Jeg så den lille sten med ”Vennerne fra Kongstrup”. Alle elskede Johannes. Jeg var altid hos ham, da jeg var hos min fader og moder i Laurbjerg. Olga var så god til dem, bragte mad til dem, rensede huset for dem og alt.” (Broderen Victor G. Greisen i brev til Mogens Grejsen, 12/4 1974).
4
”Jeg kom hos Grejsen som om, at det var mit eget hjem, og jeg fulgte ham overalt. Vi tog sammen til fodbold – på jagt og fiskeri.
En dag skulle vi se AIA’s, som var en nystartet spille(klub), første kamp mod AGF. Vi kørte på knallert derud, men da vi kom frem til Århus Stadion, var det umuligt at komme ind, selvom vi var der en time før kampen. Kampen selv udsat en halv time, men til trods herfor nåede ikke alle ind – der var ca. 20.000 tilskuere. Jeg kom ind til kampen gratis, for pludselig brød rækværket sammen. Jeg faldt ind på stadion, kom hurtigt på benene og gik ind, men Grejsen nåede ikke ind, før billetsalget stoppede pga. udsolgt, og han måtte fanden fiseme tage hjem igen uden at have set fodbold.
Grejsen havde jagt i nærheden af Bidstrup. Han gav en kasse cigarer om året for den, og en dag, da jeg var med ham, var der selskabsjagt på godset. Det var direktører mv. fra Århus, som havde jagten, og de havde en jagthytte ca. 50 meter fra skellet til Grejsens jagt.
Den dag havde vi skudt to dyr, og da vi nærmede os hytten, var der (liv) og glade dage med sprut og kvinder. Grejsen sagde så til mig, da vi stod overfor hytten: ”Nu stiller du dig der, og jeg går lidt tilbage i skoven. Når jeg er gået, skyder du to skud af op i luften og løfter dyrene op”. Som sagt, så gjort, og da jeg 12-årige knægt stod der med dyrene i armene, kom Grejsen tilbage og råbte: ”Fik du dem?” Og jeg stønnede: ”Ja, begge to!”
Udenfor jagthytten stod hele selskabet og måbede med åben mund, mens vi slæbte af med dyrene.
Ved en anden lejlighed var vi på jagt samme sted om mandagen, efter at der havde været godsjagt på Bidstrup. Vi havde gået det meste af dagen uden at få noget særligt, og på vej hjem traf vi bondemanden, som kom slæbende med et dyr, som han havde fundet dødt. Han fortalte det, som det var, og Grejsen sagde straks: ”Tak skal du have! Det er det, vi har ledt efter hele dagen! Vi ramte det, men kunne ikke finde det.” Og så tog han dyret med hjem. Bonden opdagede ikke noget!
Grejsens forældre boede også i Laurbjerg. Olga lavede mad til dem, og Grejsen bragte maden derop. De var begge på daværende tidspunkt temmelig forkalkede, og der måtte ikke være forskel på de portioner, som var øst op i madkarrene. De vogtede nøje over antal kartofler og størrelsen af frikadeller, og var der forskel, blev der ballade.
Engang, da de fik suppe, var der en kødbolle mere i den ene portion. Da væltede de maden ud over det hele, og Grejsen blev meget sur.
Hos Grejsen kom ofte en kammerat, som hed Ejner. Han kunne lide at lytte til Grejsens historier og kunne komme i dagevis. Når så Olga beklagede sig, sagde Grejsen blot: ”Nå, jeg tror, at haven trænger til at blive gravet, Ejner.”
Grejsen var utroligt renlig. Han var meget omhyggelig med sig selv til det sidste til trods for, at det blev besværligt. Til sidst flyttede han sit soveværelse til butikslokalet, for som han sagde: ”De skal sgu ikke have besvær med at slæbe mig ned fra loftet, når jeg kradser af” (Erik Heegaard fra Laurbjerg Jagtforening i samtale med Mogens Grejsen d. 25/1 1986).
5
Sin sidste tid tilbragte Johannes på Kjellerup Sygehus, hvor han i det store og hele – som senere datteren Esther – nægtede at modtage besøg. Muligvis i en form for flovhed over sin egen tilstand, muligvis af hensyn til omgivelserne. (Notat af Steffen Baunbæk Pedersen, oktober 2008)
6
”Jordefærd
Fhv. cykelhandler Johannes Grejsen, Kongstrup, er under stor deltagelse jordfæstet fra Houlbjerg kirke, der var smukt pyntet med blomster, og levende lys, og til båren var sendt et væld af kranse. Efter salmen ”Her mødes alle veje” talte pastor Poul Wikman, Houlbjerg, ud fra Davids 121. salme og sagde i sin tale bl.a.:
- Med Johannes Grejsen har Kongstrup mistet ikke alene en mangeårig beboer, men også en mand, der ikke var et dusin-menneske. Han ejede livet igennem et næsten ungdommeligt videbegær, og havde interesse for problemer, der strakte sig ud over hverdagen, og det var for ham en naturlig ting at være med i litteraturkredse. Hans åbne sind omsatte et langt livs erfaringer i en livsvisdom, der gav ham særpræg og bestemte meninger, som han var parat til at kæmpe for. Han havde interesse for sine medmennesker, som ikke kun var begrænset til hans jævnalderende, men også i besiddelse af evner til at komme i kontakt med både børn og unge. Vi standser et øjeblik for at mindes et menneskeliv, sluttede præsten, men må samtidig med døden for øje spørge om livets mening. Et evigt liv fatter vi ikke, men fornemmer måske trygheden om, at Gud er til, og det giver håb for livet på den anden side af døden.
Efter jordpåkastelsen sang følget ”Klokken slår”, og lærer S. Christensen, Houlbjerg, bragte familiens tak.” (Notits i Midtjyllands Avis, udateret, 1969).
7
”Ja, Johannes gik væk. Men jeg bad for ham, og han sagde til mig, at han kunde ikke tro. Men jeg gik til ham hver gang, jeg var i Danmark, og bad både for Olga og Johannes. Jeg bad i deres hjem. Og jeg tror, at han var frelst førend, han gik til evigheden”. (Victor G. Greisen i brev til Mogens Grejsen, 12/4 1974).
***
Fra havets mand til Guds mand
I 1909 stod en dansk skibsdreng af i New York. Hans navn var Victor Georg Greisen - en bror til min oldefar, Johannes Martin Grejsen, som han i øvrigt bevarede en tæt kontakt til gennem hele livet.
Victor var født på Frederiksberg i 1894, og ligesom sin forslægt fra Dragør var det meningen, at han skulle tjene sine penge til søs. Men han havde andre planer. Knapt nok havde skibet nået De Forenede Stater, før han afmønstrede og, selvom han ikke kunne et ord engelsk, gik ud for at søge job.
Det varede ikke længe, før han kom i kontakt med Pinsekirken, og efter et ophold i Europas skyttegrave under 1. Verdenskrig, som nær havde kostet ham livet, svor han at vie resten af sit liv til Gud. Som sagt, så gjort. Han tjente både sin herre som biskop i Kansas og missionær i flere territorier. Heriblandt Danmark, hvor han blev en stærkt medvirkende kraft i grundlæggelsen af det, som i dag hedder Mariagerfjord Frikirke.
Victor døde i 1980 og blev fornemt begravet af sine trosfæller i White Chapel Memorial Garden, Wichita, Kansas. Men forinden havde han flere gange besøgt familien i Danmark, hvor han var kendt som måske ikke den rige, så i hvert fald gavmilde onkel fra Amerika, og udsendt selvbiografien Fra skibsdreng til biskop, der her gengives med efterkommernes tilladelse.
V.G. Greisen - fra skibsdreng til biskop
Forord 2010
Dette er en autoriseret netversion af Victor Georg Greisens selvbiografi Fra Skibsdreng til Biskop - et via Pinsevækkelsen i Danmark udsendt privattryk fra 1952, som jeg i januar 2010 fik tilladelse af sønnen Paul Greisen - der stadig bor i U.S.A., hvor han fortsætter faderens gerning - til at publicere.
Bogen var, som det ganske tydeligt fremgår flere steder, lige så meget tænkt som et vækkelsesskrift, som den var beregnet på at være en simpel selvbiografi. Lad mig med det samme fastslå, at jeg ikke selv tilhører Pinsekirken og er ganske urokkelig i den henseende. Værket interesserer mig primært som en slægts- og personalhistorisk kilde. Skulle nogen finde anvendelse for dette i religiøs sammenhæng, kan jeg dog kun respektere det ud fra den betragtning, at det helt og aldeles vil være i Victors ånd.
I arbejdet har jeg forholdt mig helt tro til teksten bortset fra i et par enkelte tilfælde, hvor der forekom direkte meningsforstyrrende fejl i originalen. Victor var tydeligvis en rutineret og kritisk nok sprogbruger til at ville værdsætte dét.
En tak skal, udover til Paul, gå til Palle Engberg fra Pinsekirken, ud fra hvis indscanning af værket dette er udarbejdet.
God læselyst!
Steffen Baunbæk Pedersen, Nørrebro, d. 4/2 2010.
Forside af originalhæftet.
Fuld originaltitel:
Fra skibsdreng
i Det Forenede Dampskibsselskab, København, Danmark
til biskop
i Kansas, U.S.A., med tilsyn over distriktets 145 kirker
Forord
”Skønt I har ligget blandt mængden, skal I dog være som duens vinger, dækket af sølv, og dens fjedre med gulgrønt guld”, Sl. 68, 14. (Eng. overs.)
I de senere år er jeg ofte af adskillige mennesker blevet opfordret til at skrive mit personlige vidnesbyrd eller en bog om tro på Gud. Selv om et menneske føler sig meget betydningsløst, kan det dog være, at Gud kan blive herliggjort gennem det skrevne. Når alt kommer til alt, er det Ham, der leder alt så forunderligt; derfor er æren Hans.
Det kan være, at een og anden vil fatte mod, når dette vidnesbyrd er læst, så det må hjælpe nogen til at finde den fuldkomne sejr, som Gud har til alle sine børn. Vor frelser, Jesus Kristus, har fuldstændig erhvervet den med sit dyrebare blod, og kan sige ligesom Paulus: ”Ved Guds nåde er jeg det, jeg er.” Tro på Han har ledet mig igennem alle disse oplevelser, og det bedste af alt er, at der er ingen ende på den evige herlighed, som Gud har beredt den, der elsker Ham.
Victor Georg Greisen
I
I marts 1909, i en alder af 14 år, sagde jeg farvel til mine forældre og sejlede fra København til De forenede Stater som skibsdreng på en dansk damper. Det var de mest eventyrlige tanker, som for igennem mit drengehoved, medens jeg stod og vaskede potter og pander af i skibskøkkenet, lidet anende, at jeg ret hurtigt skulle opleve en del af dem.
Kun få dage efter, at vi havde forladt København, besluttede fire af de andre skibsdrenge at rømme, når skibet ankom til New York – i denne beslutning var jeg fuldstændig enig med dem. Hvilke oplevelser, hvilke rædsler, ja, hvilke eventyr var det ikke, vi glædede os til, og som vi sammen planlagde, når vi talte om livet i Amerika. Da så ankomsten til Amerika imidlertid blev en virkelighed, havde mine fire venner tabt modet, og de fortalte mig, at de, efter fornyet overvejelse, havde besluttet at blive ombord. Så besluttede jeg at forlade skibet alene.
Jeg tog kun de ejendele med mig, som jeg kunne have på kroppen for ikke at vække toldmyndighedernes mistanke. Af penge havde jeg kun halvanden dollars. Jeg følte mig overbevist om, at det ville være tilstrækkeligt, indtil jeg kunne finde beskæftigelse. Efter at være undsluppet toldembedsmændene følte jeg mig meget ensom i den nye verden. Jeg kunne ikke tale et ord engelsk, kendte ikke et menneske og kendte intet til folkets skik. Alt, hvad jeg vidste, var navnet på et hotel, som en venlig sømand havde givet mig. Da aftenen kom, gik jeg hen til en stor politibetjent og spurgte ham (på dansk naturligvis) om vej til hotellet. Efter adskillige forsøg på at forstå mig, stak han sin hånd i lommen efter en skilling, og idet han gav mig den, snurrede han mig rundt og gav mig et puf. Jeg var højlig fornærmet, eftersom jeg ikke var nogen tigger, men da jeg ikke havde nogen mulighed for at gøre mig forståelig, gik jeg ned til færgen, som jeg tog til Hoboken, hvor jeg lagde mig til at sove på bjergsiden.
Det skete den 4. april – også denne april var sand mod sit ry. Det regnede og regnede hver eneste nat, og da jeg vedblev at sove under åben himmel, blev jeg gentagne gange gennemblødt. Om dagen, når solen kom, lagde jeg mig på en bænk i en park for at blive tørret. Sådan gik det omkring en uge.
Bespisningen havde også sine problemer. Når jeg kom ind i en restaurant, måtte jeg pege på det, jeg ønskede, i stedet for at bestille det. Derefter måtte jeg lægge mine hurtigt svindende halvanden dollars på kassererens skranke, så han selv kunne tage, hvad han ønskede. Mine penge gik således hurtigt, og efter 4 dages forløb havde jeg ikke mere at spise, undtagen en brødskorpe, som jeg samlede op på gaden.
Alene uden at kende nogen eller vide, hvor jeg kunne gå hen, vandrede jeg omkring i New York City. Jeg gik ned til havnen, den dag mit skib forlod byen. Jeg så det sejle ud af havnen – det var et stort skib, og jeg blev fyldt med vemod. Jeg elskede jo havet og havde begyndt at sejle med det som mål at skulle afløse min onkel Theodore Greisen. Så langt tilbage, som vi kender vor slægt, har vi alle været søfolk. Mine bedstefædre var ejere af oceangående skibe – kaptajner og mestre var blandt mine slægtninge. Min egen broder var maskinmester på en båd, der sejlede over hele verden. Sømandsblod var således i mine årer, og efter at jeg nu havde iagttaget, hvorledes den statelige Dansk-Amerika Liner, S/S United States, forlod dokken og satte stævn mod Atlanterhavet, hjem mod min moders land, var det med en usikker følelse, at jeg nu vendte mig mod den nye verden, som jeg havde valgt. Jeg kunne jo ikke vide, at dér skulle jeg møde de største rigdomme og skatte, som et menneske overhovedet kan få. Jeg gjorde nu mit hjerte hårdt overfor enhver følelse og begyndte mit nye liv.
Som jeg således gik op ad New Yorks gader, fik andre drenge øje på min fremmedartede påklædning, og de begyndte at kaste sten og lignende efter mig. Jeg vendte mig om efter dem, og så løb de fra mig, så hurtigt de kunne. Jeg var på ingen måde en fysisk svækling, jeg elskede slagsmål og var nummer eet til athletik i den danske skole, derfor havde jeg den tillid til mine fysiske evner, at jeg kunne møde hvem som helst, selv om han var større end jeg.
Endelig løb jeg over et svensk beskæftigelses-bureau. Jeg kunne tale lidt svensk og forklarede dem om mit store behov for arbejde. Den næste dag fandt de arbejde til mig i Long Branch, New Jersey. Der arbejdede jeg en måned; så holdt jeg op, thi manden havde lovet mig 15 dollars, og da han kun gav mig 12 dollars vidste jeg, at han ikke var til at stole på. Så ønskede jeg ikke at have mere forbindelse med ham. De næste tre år havde jeg forskelligt arbejde, som førte mig tilbage til New York og senere til Chicago og endelig til De Kalb, Illinois, hvor jeg arbejdede på en vognfabrik. Jeg var nu omkring 17 år gammel og ønskede at lære det engelske sprog bedre. Jeg rejste så tilbage til Chicago og sluttede mig til De forenede Staters kavaleri.
De næste tre år tilbragte jeg ved grænsen mellem U.S.A. og Mexico. Jeg var ivrig efter at gøre mit bedste og vogtede grænsen, som om jeg var den eneste, onkel Sam kunne stole på ville holde fjenden borte fra at ødelægge U.S.A. Efter tre års interessant liv som soldat blev jeg hjemsendt og ankom så til Kansas City, hvor jeg ventede efter ”Bill”. Jeg mødte Bill i hæren, hvor vi blev gode venner. Vi var enige om, at vi ville rejse sammen efter hjemsendelsen, hvilket ville ske om 6 måneder for hans vedkommende. Eftersom Bill var fra Kansas og ønskede at vende tilbage dertil efter hjemsendelsen, besluttede jeg mig at tage til Kansas og vente efter ham.
I Kansas City ”Star” læste jeg, at Santa Fe-jernbaneselskabet manglede vogntømrere, hvorfor jeg tog til Ottawa, Kansas, for at finde beskæftigelse ved selskabet.
Efter at have opnået arbejde undersøgte jeg mulighederne for at finde et pensionat i nærheden af mit arbejde. Det fandt jeg hurtigt – jeg opdagede også, at der var en yndig pige ved navn Esther Williams, som boede dér. Hun var datter af pensionatets indehaver. Jeg var en meget genert ung mand og havde næppe talt et ord med en pige de sidste tre år, og skønt jeg ønskede at tale med hende, vovede jeg det ikke, før en ven opmuntrede mig tilstrækkeligt dertil. Så opdagede jeg, at den unge pige havde samme ønske som jeg om bekendtskab for fremtiden. Det gjorde mig lykkelig for en tid, men så følte jeg, at en sådan hændelse ikke måtte kollidere med de planer, Bill og jeg havde om at rejse sammen. Flere gange ville jeg slutte mit arbejde for at rejse til en anden by, men længselen efter Esther var så stærk, at jeg måtte vende tilbage - - det skete flere gange, indtil jeg endelig opgav mine rejseplaner, og besluttede os at gå til alteret. Det skete i 1917.
Bill var kommet ud af hæren ved den tid, og efter at jeg havde skrevet til ham, at min pige havde en yndig søster, som han kunne vinde, kom han til pensionatet, og han gjorde det godt - - i virkeligheden blev de gift før os.
II
Min hustru og jeg begyndte nu et meget lykkeligt liv; men så kom der en stor længsel i mit hjerte efter at finde ud af det, der angik det evige liv. Jeg studerede Thomas Edisons skrifter og grundede over dem, særlig hans artikler om ”det herefter”. Jeg dannede mig forskellige meninger fra tid til anden. Min mor, som altid var så god imod mig, havde lært mig Fadervor, og jeg tror ikke, jeg nogen sinde glemte at bede den bøn een eneste aften, hvor jeg så end var. Jeg tænkte ofte på mor og græd, når jeg mindedes hendes kærlighed og omsorg for ”Vivi”, hvilket var hendes kælenavn for mig.
Jeg var opdraget i den lutherske tro – bestænket i en alder af seks uger – konfirmeret som 14-årig – men det sande liv havde jeg ikke modtaget. Min længsel efter den sande, virkelige Gud blev stærkere og stærkere, men samtidig blev jeg også mere og mere nedslået over livet, idet jeg ofte sagde til mig selv: ” ”Hvor kom jeg fra? Hvor går jeg hen? Har Gud udvalgt bare nogle få stykker og er så rejst langt væk uden at tænke på os? Eller er der en Gud?” Til tider tvivlede jeg på, at der var en Gud, og dog følte jeg undertiden i dybet af min sjæl, at der måtte være en Gud til, og jeg måtte råbe som Job: ”Oh, om jeg vidste, hvor jeg kan finde ham?”
I 1918 blev jeg genindkaldt til hæren og sendt til øvelser i Ft. Riley, Kansas, og i Camp Dodge, Iowa. I juli måned blev jeg sendt til Frankrig. Kort efter ankomsten blev jeg sendt til fronten i Ingen-mands-land, atter i kamp for mit nye fædreland. Jeg var signalmand i maskingevær-bataillon 338, kompagni A. Det var kun et under og den barmhjertigt udrakte hånd, der bevirkede, at mit liv blev sparet, først fra et yderst heftigt angreb af lungebetændelse, dernæst gennem en ondartet skyttegravs-reumatisme – for det tredie fra de mange kugler, som hvislede om ørerne på mig, når jeg skulle bringe budskab efter budskab til gevær-deplacementerne. Under mit ophold i Frankrig søgte jeg tilladelse til at tage en tur til Danmark for at besøge mine forældre, men den blev mig ikke givet.
Seks måneder efter krige kom jeg atter tilbage til De forenede Stater. Det var en lykkelig dag, da jeg igen mødte min trofaste hustru. Vi havde planer for fremtiden – et hjem, børn, kærlighed, håb og glæde. En af vore drømme gik i opfyldelse omkring et år senere, Gud gav os en yndig datter – en dyrebar skat. Vi kaldte hende Erna efter een af mine kusiner i Danmark.
Ikke længe efter Ernas fødsel kom mørke skygger over os, sygdom og lidelse ramte mig. Skyttegravs-reumatisme gav mig frygtelige smerter. Til tider kastede jeg mig på gulvet på mine hænder og knæ, idet smerterne kendtes så frygtelige, som om en kniv stak mig i ryggen. Vor læge fortalte mig, at man intet kunne gøre for mig. Jeg søgte hjælp hos en kiropraktor uden resultat, og endelig anbragte man mig på regeringens hospital nær St. Louis, Missouri. Jeg blev undersøgt af adskillige læger, røntgenfotograferet, fik nogle tænder trukket ud, mine mandler fjernet, men alt uden resultat. Endelig fortalte de mig, at de intet kunne gøre for mig, og så følte jeg, at jeg lige så godt kunne tage hjem til mine kære for at være ved dem så længe som muligt, hvis jeg skulle dø; således blev jeg sendt bort fra hospitalet som uhelbredelig. Jeg havde stor pine og søvnløse nætter, men af een eller anden grund holdt Gud mig i sin egen hånd. Det var i marts 1922.
Min ven Bill og hans hustru Edith havde også fået deres førstefødte, en søn, som var krøbling fra fødselen. De havde prøvet alle mulige lægemidler for at hjælpe ham, men uden resultat. En dag begyndte et par pinseprædikanter at holde møde i et lokale, beliggende på en første sal i byen Ottawa, Kansas. De prædikede Kristus ikke alene som sjælens frelser, men også som den, der helbreder syge legemer. Bill og Edith bragte deres søn derhen til forbøn, men der blev sagt til dem, at de måtte blive frelst, før deres søn kunne blive hjulpet. De gav deres hjerter til Herren. Edith fortalte min hustru om deres oplevelser.
Da min hustru fortalte mig, at nu var Bill en kristen, sagde jeg: ”Godt, hvis han tror, han kan leve et kristent liv, så kan jeg også. I aften skal vi gå til møde, så jeg også kan blive en kristen.”
Vi lagde Erna i sin kurv den aften, og så gik hele familien til mødelokalet på første sal. Jeg tænkte ikke det mindste på mødestedet. Min eneste tanke var, at jeg nu måtte blive en kristen. Jeg havde længtes og også bedt: ”Hvis der er en Gud, vær da så god at åbenbare dig for mig.” I Frankrig havde jeg ofte iagttaget de kæmpende flyvemaskiner, indtil de forsvandt for mit syn, og da gik min sjæl endnu højere, og jeg undrede mig, om der var en Gud deroppe, og hvis, oh, så ville jeg elske at kende Ham. Mine kære, bedende mor tilbragte timer i bøn for mig hver dag, om at Gud ville frelse mig. Jeg kunne næppe læse hendes breve igennem, uden en vældig overbevisning fyldte mig. Jeg følte, som skulle jeg kvæles, og måtte kæmpe for ikke at græde. Så min eneste tanke var at overgive mig til Gud efter den gudstjeneste. Efter at prædikanten havde sluttet sit budskab og havde indbudt til at komme frem til alteret, rejste jeg mig øjeblikkelig og gik derop. Prædikanten bad mig knæle og gentage den bøn, han bad. Det gjorde jeg; øjensynlig tvivlede han på mig, da jeg sagde til ham: ”Jeg tror, Gud har frelst mig.” Han så nemlig så undrende på mig. Jeg har altid været en mand, man kunne stole på, og jeg vidste, at hvis Gud sagde, Han ville tilgive den, som kaldte på ham, så ville Han, og jeg troede og tog imod. Den næste aften fandt min hustru vej til alteret, idet hun havde været overbevist hele natten og den følgende dag. På den måde kom Gud ind i vore hjerter og hjem. Vi havde ofte bedt Gud om at frelse os, før børnene blev store, ja, endog før de tre af dem blev født. Fra nu af blev vore liv fuldstændig forandret. Selv om vi ikke havde været så meget for de ting, som er i verden, så havde vi nu overhovedet intet begær efter dem.
III
Så snart vi var frelste, skaffede jeg mig en bibel og begyndte at læse og studere den. Jeg hungrede sådan efter sandheden, at jeg endog læste i den, medens jeg kørte min bil. Ved måltiderne stod min mad ved den ene side, og bibelen havde jeg foran mig. Jeg blev oppe for at studere den til kl. 2 om natten, ja, ofte til kl. 5 om morgenen. Jeg læste de bibelske hændelser så ofte, at jeg til sidst kunne dem udenad. Jeg kunne finde hvad som helst i min bibel til hver en tid. Adskillige bibler blev opslidt. Jeg havde fundet det største klenodie i mit liv. Først frelse og så helbredelse! Jeg bestemte at bede syv dage for min helbredelse, og den syvende dag råbte jeg: ”Jeg er helbredt!” Før dette skete, sagde jeg til mine venner: ”Om syv dage er mit legeme ikke skævt eller forvredet mere.” Sådan gik det, Gud rettede mit legeme fuldstændigt op. Nu begyndte jeg at spørge ud om tungetalen og blev klar over, at Gud gav den Helligånd til dem, som troede – såvel i dag som fordum. Jeg biede og søgte. Jeg gjorde villigt alt, hvad der blev sagt. Da jeg havde søgt i omtrent to en halv måned, sagde jeg: ”Herre, jeg bebrejder dig ikke, fordi du ikke døber sådan en uværdig een som mig med Helligånden, men hvis du ikke kan døbe mig med Ånden, så tag mig bort fra jorden og lad mig dø.” Men Gud var ikke rede til at tage mig til Himlen, for jeg var en umoden, grøn og hård frugt, der trængte til at modnes. En aften, da jeg var helt alene hjemme, faldt jeg på mine knæ. Da så jeg den korsfæstede, blødende og lidende Kristus for mig i et syn. Jeg sagde: ”Oh, Kristus, jeg er så bedrøvet over, at du måtte lide sådan for mig og gennemgå så megen smerte for min skyld, men Herre, jeg er dig så taknemmelig, at du gjorde det, for nu er jeg frelst gennem dit offer. Vandringsmanden er kommet hjem. Jeg er din for evigt. Jeg er din slave; gør med mig, hvad du vil.”
Det var kun et spørgsmål om minutter, så åbnedes Himlens sluser over mig, og jeg følte den ene bølge af herlighed efter den anden falde på mig, i mig og fylde mig. Jeg kendte en herlig brændende fornemmelse, og det gik op for mig, at Gud var ved at døbe mig med den Helligånd. Bare tanken bragte fryd til min sjæl i sådant et mål, at jeg råbte højt. Det syntes, som om det eneste, jeg kunne, var at råbe, hvilket jeg så gjorde et stykke tid. Så begyndte det at flyde over, og Ånden tog mine kæber i besiddelse, de begyndte at gå op og ned, som om jeg havde kuldegysninger, kun med større kraft, derefter til siden, indtil jeg gav efter for Ånden i hele mit væsen, og øjeblikkeligt talte jeg et sprog, jeg aldrig havde kendt eller hørt.
Jeg var så fyldt med glæde, som om hjertet skulle sprænges. Jeg rejste mig op og løb rundt i værelset, hoppede over bord og stole og op på divanen for at kysse et billede af Jesus. Så kom min hustru ind ad døren. Jeg knugede hende straks til mig og fortalte hende, hvad der var sket. Oh, hvor herligt!
Så fulgte dage af fryd. Jeg kunne tale i tunger i timevis. Om natten kunne jeg gå ud i badeværelset, lukke døren og åbne vinduet, som jeg havde læst, Daniel gjorde. Næste dag spurgte folk mig, om jeg var manden, der bad. Da jeg sagde: ”Ja,” sagde de, at de kunne høre mig fire huskare’er borte.
Jeg bævede ikke for mennesker mere; jeg tænkte kun på den nyfundne sandhed og skat, så intet kunne standse mig. Jeg bevægede mig i denne mægtige kraft, som havde vækket min sjæl, revet skællet fra mine øjne og løftet mig ud af et stort mørke og sat mig ind i Guds herlige lys, håb og glæde.
Jeg begyndte nu at fortælle enhver, jeg mødte, om Jesus. Når jeg gik ned ad gaden, henvendte jeg mig til hvem som helst, jeg mødte, og begyndte at tale til dem om Jesus. Nogle gav mig et uvenligt blik, men det gjorde mig ikke bange. Jeg anbragte skilte overalt på min bil, hvor der stod: ”Bered dig til at møde din Gud.” ”Søg Herren, medens han findes.” ”Vær sikker på, at dine synder vil finde dig.” ”Hvad kan en mand give til vederlag for sin sjæl” osv. Jeg kørte langsomt, så at folk kunne læse ordene.
En broder, Oscar West, som også var kommet ind i det herlige lys, og jeg bad for mange syge, som Gud helbredte som svar på troens bøn. En nat, da jeg var sammen med br. West og br. Asworth (nu pastor i en af vore kirker i Centralia, Washington) i bøn, faldt Guds ånd mægtigt på mig, og jeg talte i tunger. Guds ånd tilskyndede mig da til at gå til et hus, som lå den anden ende af byen. Jeg sagde: ”Brødre, hvis I ønsker at gå med mig, vil jeg være glad, hvis ikke, så må jeg gå alene. Guds ånd har tilskyndet mig til at gå til den mands hus, da han er besat af Djævelen.”
Så tog vi tre af sted til mandens hus, men der var ingen hjemme. Jeg gik til nabohuset for at spørge, hvor han var, men de vidste det ikke. De spurgte mig imidlertid, om de vidste, at der var et dødssygt barn der i hjemmet. Jeg sagde: ”Nej, men ved De, at Jesus helbreder i dag? Hvis de ønsker det, vil jeg komme ind og bede for barnet, og Gud vil helbrede det.”
Manden sagde, at han kun var nabo til det omtalte hjem, men han ville gå ind og spørge, om forældrene ønskede, vi skulle bede for deres barn. Han kom igen lidt efter og erklærede, at hvis det ikke gjorde noget godt, gjorde det jo ingen skade. Så gik vi derind og bad, hvorefter vi gik igen. Næste morgen kom dr. Duncan og dr. Trump for at undersøge pigen før en operation, som de skulle foretage, men ved undersøgelsen fandt de ikke noget; pigen var fuldstændig rask. Moderen fortalte doktoren, at de var kommet til at spilde medicinen forrige nat, og de måtte derfor bede om noget andet. Doktoren svarede, at de behøvede ikke medicin, de kunne bare give hende noget mad. Senere fortalte moderen os, at hun havde set en skygge vige fra barnet; hun troede, det var dødens skygge, da den gik bort fra barnet. Deres 12-årige søn var også helbredt på samme tid fra en ondartet lungebetændelse. Som følge af disse helbredelser kom alle familiens tolv medlemmer til søndagsskole og kirke allerede ved næste gudstjeneste.
En anden gang, vi fik herligt bønnesvar, var, da br. West og jeg var blevet bedt om at bede for en søster, som havde lungebetændelse. Det var snevejr den nat. Vi sad begge på bagsædet af en åben Ford, så vi lagde os på vore knæ og bad hele vejen til søsterens hjem, om at Gud ville helbrede hende. Da vi ankom, var hun næsten borte fra livet. Hendes mand, børn og slægtninge var samlede ved hendes seng. Vi gik hen til hovedgærdet, salvede hende med olie, og Guds mægtige kraft kom ned, og Guds ånd talte om at tro og fortrøste sig til Ham. Hvordan kunne vi tvivle? Gud havde sagt: ”Jeg vil helbrede alle dine sygdomme.” Pludselig satte kvinden sig op i sengen og begyndte at prise Herren. Jeg så på hendes mand og børn og så, de var blege af skræk. Jeg beroligede dem, idet jeg sagde: ”Vær ikke bange, Gud har helbredt jeres mor, hun er fuldstændig rask.” Moderen råbte endnu højere i lovprisning, idet jeg sagde det, som om hun dermed ville bekræfte mine ord. Hun var øjeblikkelig blevet helbredt ved Guds kraft. Hvor der er ægte tro på Gud, der er der ingen frygt eller tvivl. Sådan en tro vil bevæge sig igennem al mørkets magt og holde fast på Hans løfter.
IV
Tanken om at prædike evangeliet faldt mig aldrig ind. Når nogle af brødrene sagde noget sådant til mig, lo jeg blot. Imidlertid begyndte ånden at tage sig af mig, så jeg ikke kunne bede, som jeg ønskede. Jeg kunne bede i timevis i tunger, og sædvanligvis kom udtydningen ved midnat, og den lød om og om igen: ”Vil du gå?” Det syntes, som om sproget kun ville forme denne ene sætning: ”Vil du gå?” Til slut sagde jeg: ”Ja, Herre, du ved, at jeg vil gå til verdens ende, men hvordan kan jeg?” Jeg havde en familie at forsørge på den tid, jeg indtrådte i præstegerningen i Pinsevækkelsen. På den tid betød det fuldstændig tro på Gud for alt, hvad vi behøvede, da pinsefolket var fattigt og få i medlemstal. Vi ville ikke modtage nogen hjælp fra distriktet eller nogen anden virksomhed. Hvordan jeg skulle blive i stand til at leve, når jeg stod ansigt til ansigt med problemet, overlod jeg til Gud.
Ikke mange uger efter min indvielse fik jeg en byrde lagt på mit hjerte for Lawrence, Kansas. Da br. Vogler, som var statssuperintendent, hørte mit ønske om at træde ind i præstegerningen, tilbød han mig en meget fin kirke med god løn. Jeg var meget taknemmelig for hans tilbud, men følte, at jeg ikke kunne tage imod det, da Lawrence lå så tungt på mit hjerte. Jeg besluttede, at jeg måtte på en eller anden måde få fuld vished om Guds vilje med mig. En dag, da jeg spadserede på vejen, lagde jeg mærke til, at himlen var dækket med skyer. Så sagde jeg: ”Herre, hvis du ønsker, jeg skal gå til Lawrence, så må du gøre himlen skyfri.” Det varede ikke længe, før skyerne var spredt og efterlod en klar himmel. Fra den time tvivlede jeg aldrig på mit kald eller på at tage til Lawrence, hvor mange lykkelige oplevelser, såvel som hårde prøvelser, ventede mig.
Ved den tid havde Gud velsignet vort hjem med endnu en kær lille pige, Mary Jane. Vi solgte vor bil og flyttede vore møbler til Lawrence. Der lejede vi vort eget hus med garage, for jeg vidste, Gud ville give mig en anden bil, så snart som min tro var vokset, så jeg kunne have tro til Gud for bilens drift. (Et år senere blev bilen givet mig på en usædvanlig måde, og jeg kunne så køre den ind i garagen, som jeg havde haft stående færdig til den i et år). Vi lejede den gamle Amory-bygning i Lawrence sammen med en medicinsk doktor, dr. Post. Denne doktor bragte en god hjælp til vor søn Poul, som vi også havde bedt for. Denne plads viste sig ikke at være den bedste til gudstjenester; så lejede vi en anden bygning, som ikke så så godt ud, for ti dollars om måneden. Vi var blevet advaret gang på gang, fordi ingen kunne komme igennem i denne by, men Guds herlighed kom ned over os den ene gang efter den anden, indtil folk til sidst undrede sig over, hvad det var, der skete. Gud fyldte stedet og frelste mange sjæle. Vi fordoblede vor søndagsskole to gange, så vi to gange modtog statens søndagsskolebanner. Efter et ar års velsignet præstegerning behøvede vi en kirkebygning. Så ledte Gud mig til den centrale del af byen til en hjørneplads. På denne plads satte jeg mine fødder, idet jeg sagde: ”Herre, dit ord stadfæster, at hvert stykke land, vi sætter vore fødder på, skal blive vort. Nu takker jeg dig for denne hjørneplads, hvor vi skal bygge et hus til at tilbede i.” Vi havde ingen penge, og folk syntes, at prisen var for høj, men jeg forsikrede dem, at Gud var i stand til at give os 800 dollars lige så let som 200 dollars, eftersom Gud måtte hjælpe med alle penge alligevel. Dette syntes de var logisk, og da Gud så samtidig lagde nød på en flok venners hjerte i Vest-Kansas, for at vi måtte få denne grund, blev vi igennem dem i stand til at betale hele summen for pladsen. Så byggede og indviede vi den første kirke i Lawrence, Kansas.
Gud sendte nogle særlige, overnaturlige åbenbarelser under vor prædikanttid her. En lille pige, hvis moder hed str. Ray, havde en øjeninfektion, som ikke alene brød ud omkring øjet, men i hele hovedet. Alle læger havde kun det råd, at pigen skulle på hospitalet for at få øjet fjernet, ellers ville hun miste begge øjne. Jeg sagde til moderen, at Gud havde givet den lille pige begge øjne, og derfor skulle hun beholde dem, og moderen skulle derfor ikke sende sin pige på hospitalet. Moderen troede mine ord og beholdt pigen hjemme til trods for forfølgelser. Snart var begge øjne inficerede, og hendes ansigt så forfærdeligt ud. Da gjorde Gud det klart for mig, at han ville helbrede hende, så jeg sagde til min hustru: ”Gå og sig til str. Ray, at hun skal bringe sit barn herover. I dag vil Gud helbrede hende.” De kom, og de knælede ned, kun vi tre, og jeg salvede barnet med olie. Guds kraft kom mægtigt ned over os, indtil barnet var fuldstændig raskt. I løbet af mindre end to dage strålede hendes smukke brune øjne af Guds kærlighed, og hun har sine øjne den dag i dag.
En anden oplevelse, et værk af Gud, var, da en dame beklagede sig til byens borgmester over, at vi lavede for megen støj. Borgmesteren sendte repræsentanter fra retten ud for at lukke vore møder. Jeg havde ikke i sinde at lukke Guds hus, så jeg bad fire gode mænd, borgere i Lawrence, om at gå med mig til borgmesteren. De gjorde det villigt og førte samtalen, idet de sagde: ”Hr. borgmester, De og deres politistyrke har prøvet at forandre menneskers livsførelse i denne by og er kommet til kort. Denne prædikant kom her, og gennem hans bestræbelser er mennesker med dårlige karakterer bragt til Jesus, nu er de frelste og lever livet som gode borgere. Nu vil De spille en moralens kujons rolle, om De standser dette gode arbejde, fordi en kvinde beklager sig.” Det er vel unødvendigt at tilføje, at vi kunne fortsætte møderne.
Ved denne tid syntes alt at gå glat. Vi havde en fin kirke, en god menighed og havde det økonomisk godt. Så kom satan og sagde: ”Nu, Greisen, har du alle disse ting, nu kan du blive her og tage det lidt lettere - - du har lidt nok!” Jeg vidste, det var en stemme fra satan, så jeg gav mig til at bede. Kort tid efter indsendte jeg min afskedsbegæring. Undrende sig over, hvorfor jeg havde gjort det, kom kirkens medlemmer til alteret og begyndte at græde. Jeg spurgte dem, hvorfor de græd, og fik det svar: ”Fordi du forlader os.” Det gik da for første gang op for mig, hvor meget en menighed kan elske deres pastor. Men jeg måtte rejse, da jeg vidste, Gud havde kaldt mig til et andet sted - men hvor, vidste jeg ikke.
V
Vi opmagasinerede vore møbler, og vor familie på fem medlemmer satte sig nu i bilen, som Gud havde givet os, og ligesom Abraham gik vi ud uden at vide hvorhen. Efter at vi havde tilbragt et par uger hos broder Asworth og hans medlemmer i Oswego, hvor Gud gav os vidunderlige møder, modtog jeg et kald til Coffeyville for at vikariere for br. Chas Sheall, den udvalgte pastor. Der tilbragte vi seks forunderlige uger i præstegerningen. Så begyndte breve at komme, som berettede om nøden i Attica, Kansas. Det syntes, som om enhver tilkendegivelse pegede i retning af, at jeg skulle tage dertil for at være pastor for menigheden der. Det var ikke særlig attråværdigt for mig at være pastor for en menighed i en så lille by. Gud gjorde det imidlertid klart for mig, at Attica var stedet, så der ikke var nogen tvivl. Efter at have modtaget pastoratet, begyndte vi at bygge kirken og blev velsignet så meget, at vi i løbet af halvanden måned holdt møder i den nye bygning.
Et mirakel, som er værd at omtale, skete under vor præstegerning i Attica. Broder Vogler og jeg arbejdede sædvanligvis hårdt under stævnetiden med at rejse telte, bygge platforme o.s.v. Sommeren 1929 var vi imidlertid tre (br. Collins, pastor i Sharon, Vogler og jeg) til at rejse teltene. Foruden det store mødetelt havde vi en del andre telte rejst, dog var det store mødetelt kun rejst ved de allernødvendigste barduner, ikke endelig fastgjort. I middagstimerne tog br. Vogler og br. Collins til byen (seks eng. mil vestpå). Jeg var alene på pladsen for at passe på teltene. Medens de var borte, rejste en stærk storm sig. Den kom nærmere og nærmere fra syd mod teltgrunden. Det var en af disse vestlige støvstorme. Sand og støv rejste sig højt, så at alt, hvad man kunne se, var støv og snavs. Jeg så på stormskyerne og så på teltene. Jeg vidste, at jeg intet kunne gøre, hvad angik at bevare teltene mod en sådan storm, som var undervejs. Så kom beretningen for mig om Israels børns vandring om Jeriko, og jeg bad: ”Oh, Herre, du fik murene til at falde ned i Jeriko. Nu tror jeg, at du kan holde disse telte oppe og spare dem fra at blive revet i stykker. Dengang gik de omkring murene, men Herre, nu vil jeg løbe rundt om disse telte og prise dit navn. Jeg tror dig og ved, du vil bevare teltene, hvor de står.” Så begyndte jeg at løbe rundt om teltene og prise Herren med høj røst, men jeg rørte ikke et eneste af teltene eller rebene; jeg satte alene min tillid til Herren. Sandskyerne kom tættere og tættere, de skjulte endog en lade, der lå tre hundrede meter syd for teltpladsen. Nu begyndte vinden at blafre voldsomt med teltsiderne, stærkere og stærkere tog den fat - jeg løb, alt hvad jeg kunne, hoppede og priste Gud for, at Han holdt sin hånd over teltene. Da så de mørke skyer kom til bondegårdens stuehus, syntes det, som om en stærk hånd fra himlen kom ned og tog fat om skyerne, for de delte sig pludselig lige på midten. De halve gik østpå, og de andre halve vestpå, på den måde gik de lige uden om teltene og gjorde dem ikke den mindste skade. Senere, da br. Vogler og br. Collins kom løbende ud til teltpladsen, hvor de ventede at finde alt revet i stykker, fik de det hele at se ubeskadiget. Vi priste så Herren for Hans mirakuløse redning af teltene gennem Hans vældige magt.
De gode handlende i Attica bidrog til den anden vogn, som Gud gav os. Således gav Han os yndest både hos Gud og mennesker, hvor vi gik. Al ære til Hans navn!
Efter at vi havde været i Coffeyville, Kansas, følte vi en byrde på vore hjerter for denne by, og vi vidste, at Herren atter ville lede os dertil i sin time. Da br. Sheall fik kald som pastor til en menighed i Wichita, blev jeg kaldet som pastor til Coffeyville menighed. Således begyndte seks et halvt års herlig tjeneste, hvorunder Gud gav os begyndelsen til rejsen over oceanet.
I begyndelsen af vor tjeneste i Coffeyville holdt jeg et evangelisk møde, og Gud velsignede underfuldt, så mange familier blev frelst. Alle af familien Eden kom til Gud, adskillige af dem prædiker evangeliet den dag i dag. Gud havde en herlig ung mand der ved navn Kenneth Steger. Denne unge mand bad alvorligt for andre unge mennesker. Gud hørte og svarede ved at sende en ung mand ved navn Ira Stanphil. Det varede ikke længe, før Ira overgav sig fuldstændig til Guds vilje og arbejde, så han opgav sine udsendelser over radioen af populære sange og gav sit talent til Gud. Dette blev så brugt først af sanglederne i Coffeyville menighed, så på den evangeliske arbejdsmark, senere i hans egne møder, og desuden skrev han åndelige sange. (Han har skrevet og komponeret: Jeg har en bolig lidt højere oppe - - ). Ira og Kenneth blev fine venner og arbejdede sammen for at fremme Guds rige, så andre unge mennesker blev frelste. Af unge mennesker frelste Herren ikke alene ovennævnte, men også andre gik ud i arbejdet for mesteren - sådanne som miss Elva Johnson, som nu skriver ”Teenage Teachers Quarterly” og andre publikationer fra The Gospel Publishing House, Springfield, Missouri. Hendes søster Stella Fleming og Georgi Munnerlyn gik også ud i Guds arbejde, Ruth Ringness, nu i Florida, Argus Kent i Colon, Mich., Anna Davenport i Albion, Mich., R.E. Batson i Tenn., Davis i Wichita, Frank Tatum i Leavenworth, Kansas. - De tre sidste er pastorer i stærkt voksende menigheder. Nora Bladon i Ill. Min egen søn Paul, som nu er pastor for menigheden i Peshatin, Washington, og mange andre arbejde nu i Herrens vingård som et resultat af tjenesten i Coffeyville.
Menigheden voksede, så vi nu behøvede et nyt sted at samles. Gud lagde det på str. Pauline Hodgins hjerte at give os det store tabernakel, bygget af John Goben. Skønt der var nogen modstand i begyndelsen mod at flytte, fyldte Gud tabernaklet, så det blev for lille. Adskillige mennesker gik til den evangeliske kampagne, og sjæle blev hele tiden frelst. Det store bønnerum var altid fyldt til bristepunktet og kunne ikke rumme folket - Guds herlighed kom ned, så unge og ældre, børn og forældre måtte samles i søndagsskoleklasserne for at søge åndens dåb; engang kom 75 igennem. Det var ikke ualmindeligt at høre bedende arbejdere, som var samlede til bøn, kl. 5-6 om morgenen, før de gik på arbejde.
Gud gjorde undere, idet onde ånder blev uddrevet. En kvinde, der var kommet fra Oklahoma til hospitalet i byen med sin søn, som skulle opereres, blev tilskyndet til at komme til tabernaklet. Hun havde aldrig været i vor kirke før. Dog, det gik som Gud havde talt til hende om, hendes søn blev øjeblikkelig helbredt, og hun kunne tage ham med hjem dagen efter.
En anden gang modtog en str. Bell Walker Kristus som sin frelser. Hun måtte ikke gå i skole som barn og kunne ikke læse, men Gud lærte hende at læse bibelen - det var det eneste, hun kunne læse. En aften forsøgte hun at ringe os op, for at vi skulle komme til hendes hjem og bede for hende, men vi svarede ikke. Hun led af frygtelige hovedsmerter, og til sidst kunne hun bare gå frem og tilbage på gulvet. Medens hun gjorde det, talte Herren til hende og sagde: ”Du, som er plaget, bed, så du kan blive helbredt.” Hun begyndte så at bede, medens hun gik frem og tilbage på gulvet. Da opdagede hun noget, som syntes at være en fold på gulvtæppet. Hun standsede og ville rette den med foden, men opdagede da, at det var ryggen af en knælende mand. Hun så, der var ligesom særmærker på størrelse med en blyant på hans ryg og rundt om hans arme, skuldre og ansigt. Så talte manden og sagde: ”Ved disse sår fik du lægedom.” Da kom der, beretter hun, noget ligesom kork ud af hendes næse, ører og mund - - al smerte veg, og hun var helbredt, da synet forsvandt.
Det var under denne herlige tid, at jeg fik forvisning om, at Gud ville lede det sådan, at jeg atter skulle møde min kære, lille mor, far, brødre og søstre. Årene var gået. Mor var nu blevet gammel, og jeg havde ikke set nogen af mine kære, siden jeg rømmede fra skibet som dreng. Gud vis, hvornår og hvordan det skulle ske. Oh, at overgive alt til Hans omsorg og bare gå tillidsfuldt frem - ligesom den lille fugl, der venter efter brød. Sådan må vi, Hans børn, vise vor tro på Ham ved at bevare den majestætiske balance - vi er kongebørn - ikke alene af navn, men gennem det dyrebare, rene, livgivende blod fra evighedens konge. Jeg blev derfor slet ikke forundret, da Str. Earl Candle kom til mig med to dollars og sagde: ”Broder Greisen, her er to dollars fra to damer til din rejse hjem, så du kan se din mor.” Jeg takkede hende for det, idet jeg vidste, det bare var begyndelsen til det, som skulle komme. Jeg pakkede de to dollars ind i et stykke papir og skrev derpå: ”Begyndelsen til min rejse hjem for at besøge min mor.” Den følgende tid var jeg optaget med min præstegerning i Coffeyville.
I 1933 besøgte vi møderne ved stævnet i Woodston. Da jeg en aften sad på platformen, medens broder Otto J. Klink prædikede om Jesu andet komme, kom en kvinde bagfra platformen og bad mig komme til deres telt for at bede for en søster, som var meget syg. Jeg smuttede ned ad platformen og gik over til teltet. Idet jeg lagde min hånd på kvindens hoved, bad jeg Gud helbrede hende. Medens jeg bad, blev kvindens hoved koldt som et ligs. Søsteren begyndte at jamre og græde; så sagde jeg: ”Søster, hvorfor laver du alt det postyr? Ved du, at satan vil gerne forstyrre mødet og skabe forvirring blandt ca. 1000 mennesker? Sendte du bud efter mig, for at jeg skulle bede for denne kvindes helbredelse?”
Derefter blev der stille, medens jeg vedblivende holdt min hånd på kvindens kolde pande. I 15 minutter bad jeg i tunger, så følte jeg pludselig blodet løbe til hendes pande igen - sin hånd løftede hun nu, medens hun begyndte at prise Gud i andre tungemål, som Ånden gav hende at udsige (1. Kor. 14). Gud rejste hende op, hun var fuldkommen frisk.
VI
I 1937 inviterede Coffeyville menighed prædikanterne fra Kansas distrikt til stævne dér. Da valget af en distrikts-superintendent blev nødvendig, fordi br. Vogler var blevet valgt til assistent-general-superintendent med bopæl i Springfield, valgte brødrene - til min store forbavselse - mig ved den første hemmelige afstemning. Jeg modtog valget med bæven ind for Gud. I min gerning som pastor, hvilken jeg elskede, havde jeg arbejdet hårdt. Nu gik jeg ind for arbejde i min nye stilling med lige så stor alvor. Jeg sparede ikke nogen anstrengelse, men tog en tur ud i distriktet, under hvilken mindst 60 blev fyldt med Ånden. Vækkelse kom til kirken, og værket voksede. Br. Vogler tillige med andre brødre havde nedlagt et strålende, grundlæggende arbejde, og vi byggede videre på deres arbejde.
Det var efter en tur på omkring tre måneder, at jeg fik voldsomme mavesmerter og led frygteligt hele natten. Om morgenen omkring kl. 4,30 var det, som om Jesus greb min hånd og løftede mig ud af legemet - al smerte veg, og jeg kom ind i en himmelsk herlighed, ind til den himmelske forgård, hvor jeg hørte herlige toner. Det var, som om min tid var kommet. Min hustru lå knælende ved min seng og græd, og hun sagde: ”Far - tal.” Men jeg var ude af denne verden og i Hans herlighed. Og, hvilken trøst og følelse af henrykkelse! Hvor underfuldt er det ikke at dø i Herren! Så lød Herrens stemme, idet den sagde: ”Jeg lader dig leve, for dit arbejde er ikke færdigt endnu, og du skal også leve for din families skyld.” I samme øjeblik vendte jeg tilbage til legemet igen med dets pine og nød, bare knap så voldsomt som før - i løbet af få dage var jeg rask.
Derefter blev min kære hustru syg til døden. To gange holdt jeg hende i mine arme; jeg kæmpede, at fjenden ikke skulle tage hendes legeme. En nat, da alle havde opgivet hende, bad jeg hele natten, til solen stod op i øst. Den nat vandt jeg sejr over satan, og hun blev bedre og blev rask.
Nu fik jeg på ny tro for, at jeg skulle se min mor og få Pinsevækkelsen i Danmark at se. Nu ved jeg, hvorfor jeg skulle vente så længe, før jeg kunne komme hjem. Jeg havde en gerning at udføre i Danmark. Ingen af mine kære tilhørte Pinsevækkelsen, og ingen var frelst på den virkelige måde, som skiller én fra verden. Gang på gang tog jeg de to dollars ud af min skrivebordsskuffe, og under tårer viste jeg Herren dem. Så en dag under prædikantstævnet i Salina, Kansas, bad br. Samuelson, om han måtte sige et ord til de forsamlede præster. Br. Samuelson var virkelig ledet af Gud til at bringe en længe bedt trosbøn frem til opfyldelse. Jeg vidste imidlertid ikke, hvad han tænkte at ville sige, før han stod op og sagde: ”Brødre, vor superintendent har ikke set sin mor, far eller pårørende i 37 år. Tror I ikke, vi skulle sende ham til Danmark og ikke alene ham, men også hans hustru?” Guds Ånd faldt over alle de forsamlede. Brødrene råbte og græd, der var vældig stemning for at give; jeg har aldrig set noget lignende. På få minutter var de to dollars - begyndelsen til min hjemrejse - vokset til 3000 dollars. På den måde blev vi også i stand til at tage vor ældste søn, Paul, med. Jeg blev overvældet af bevægelse. Men husk, Josef, Jakobs søn med Rakel, blev også overvældet af bevægelse, da han så sine kære, endog så meget, at han måtte gå ind i et andet værelse, og der græd han så højt, at Faraos husfolk hørte det. Det betød så meget for mig at se min elskede mor efter disse 37 lange år. Tænk, hvad det så også måtte betyde for hende! Det var intet under, jeg var ved siden af mig selv.
Forberedelser blev gjort til at foretage denne rejse i marts 1947. Da gik vi tre ombord i Svenska-Amerika-Liniens ”Gripsholm”. Det var en kold og hård rejse, dog var det en så stor glæde, så det ikke kan forklares. Havet var meget oprørt, og skønt jeg havde krydset det adskillige gange, var denne gang den værste. Engang drejede skibet næsten helt om på siden, medens bølge efter bølge skjulte det. Boltene, som holdt de massive møbler i musiksalonen fast til gulvet, blev slået over, som var de tændstikker, og folk blev kastet over mod væggen og brækkede arme, ben og ribben og blev sønderrevet overalt. Ambulancer ventede i Göteborg, Sverige, hvor vi landede, for at føre tilskadekomne passagerer til hospitalet. Beskadigelserne på skibet udgjorde 5000 dollars, men Gud havde bevaret os tre. Da de vældige bølger kom, opholdt vi os ude på dækket. Min hustru og Paul holdt fast ved det inderste gelænder, men jeg stod frit og blev derfor slynget imod gelænderet, men slap med et lille slag i siden. Stolene, som stod ved siden af os, blev slynget i havet og forsvandt.
Vi ankom til København, hvor min yngre broder, Paul, skulle modtage os, men det glippede for mig at få øje på ham. Han opdagede vor Paul, som bar sin violin; så vidste han, at det var hans amerikanske broder. Vi tog nu toget til min hjemby Laurbjerg. Det var et vidunderligt øjeblik, da jeg fik øje på min lille, hvidhårede mor - 5 f. og 3 t. høj - men med samme yndige, blide smil og det samme blink i øjet. Endelig hjemme! Det var næsten for godt til at være sandt!
Mine tanker gik tilbage til den tid, da Gud først talte til mig om at komme hjem. Derefter kom alle de forskellige oplevelser i staterne for mig: De tre års militærtjeneste som cavalerist ved den mexicanske grænse, den første verdenskrig i Frankrig og Tyskland, de mange gange, da Gud sparede mit liv og beskyttede mig med sin kærlige omsorg, den underfulde åbenbarelse af den eneste, sande Gud og Frelser, som har omsorg for dem, der fortrøster sig på Ham, min omvendelse, helbredelse, dåb, kald til tjeneste for Ham, sygdom, prøvelser og trængsler med fristelser og forfølgelser, begyndelsen med de to dollars, der blev til 3000 dollars, sørejsen, prædiken ved gudstjenesten på ”Gripsholm” og nu - - ligesom en drøm, stod jeg i min moders hjem. Fader moder, brødre og søstre - - alt det, jeg havde været berøvet i 37 år, stod nu for mig. Det er umuligt at fortælle mine følelser. Det eneste, jeg kunne, var - - at græde for Gud af taknemmelighed. Oh, Han er god og holder sine løfter til sine hellige.
VII
Jeg opdagede en stor nød blandt pinsefolket i Danmark, og jeg havde et brændende begær om at blive til velsignelse for det land, hvor min moder havde opfostret mig. Jeg opdagede, at The Assemblies of God, som jeg tilhørte, var blevet fremstillet fejlagtigt. I stedet for at være et samarbejdende fællesskab var de oplyst om, at vi var en jernhård organisation. Intet var mere fjernt fra sandheden, men hvordan kunne jeg forklare dem det? Jeg var meget omhyggelig med hvor jeg gik til kirke og bad alvorligt, næsten med frygt, at Gud ville hjælpe mig med at gøre Hans vilje, og alt, hvad Han ville, jeg skulle gøre i Danmark.
Jeg er ikke indbildsk, selv om det måske lyder sådan, men jeg tror på Gud og ved, at hvis vi overgiver os til Ham og har tro til Ham, så vil Han udføre det vældige værk, vi ikke kan. Jeg frygter ikke at bede for hele Danmark. Da jeg var i Frankrig, så jeg en vældig nød der og bad for Frankrig. Vi takker Gud for, at Hans værk er gået frem i begge lande. Vi er kun en del af legemet, et lille lem, men oh, med hvilken kraft har Gud ikke fyldt sådan et lille lem, som er forbundet med andre lemmer på samme legeme; vidunderlige ting kan derved fuldføres.
Derfor tvivler jeg ikke, når jeg beder for et enkelt menneske eller en nation. Ja, Gud vil gøre, hvad vi beder ham om, fordi vi elsker Ham og holder Hans ord.
Oh, hvor let at selv holde op og lade Gud komme til. Vi skal mere end sejre ved Ham, som elsker os. Tak til Gud, som altid fører os i sejrstog! Min elskede ven, spørg efter Ham nu, tro, når du beder, handle, som om du har modtaget det. Vær blind over for det, det ser, og se Ham, som er usynlig. Ophør med tvivl og tro! Vær rede til ikke alene at blive bundet til Jesus, men at dø med ham, så skal du leve! Tro er sejr. Jesus tordnede mod fjenden, indtil fjenden søgte skjul i hvert hjørne. Da kom Jesus ned med sin hæl på satans hoved, så hans magt blev knust. Tak Gud for den vældige hæl, Jesus har. Mine elskede venner, djævelens gerninger blev ødelagt på korset. Riv dig løs ved Åndens kraft og gå ind i den frihed, der blev erhvervet til dig med Jesu blod!
Det var et privilegium for mig at prædike i Elim, København, hvor Andr. Endersen er forstander. Efter prædikenen gik jeg ned blandt tilhørerne, hvor min bror Paul og søster Sara sad med deres kære. Jeg sagde: ”Kom med mig!” Så rejste de sig alle og gik med mig til bønnerummet. Da jeg så, hvordan tårerne flød ned ad deres kinder, sagde jeg: ”Tak Gud, at Han vil fuldføre sit værk indtil forløsningens dag” (Fil. 1,6). I dag er fire af dem døbt. Flere vil komme og modtage.
Vi ledte efter menigheden i Randers. Efter at have gået ad nogle krogede gader, kom vi til en lille dør, som førte os til en trappe. Da vi kom op, kom vi ind i en lille lav sal, hvor vi fandt br. Harald Rich og omkring 20 troende holde gudstjeneste. Br. Rich bad mig tale til dem, idet han gav mig sin bibel. Jeg slog op i Klagesangen 3,23, bibelordet, Gud så afgjort gav mig til at styrke min tro. Da jeg så ordet i den danske bibel understreget, vidste jeg øjeblikkelig, at denne prædikant ivrigt studerede Guds ord, og mit hjerte åbnedes for ham. Det var Guds ledelse af næste skridt for mig i Guds værk i Danmark.
Br. Rich fortalte mig i nogen måde om noget af nøden blandt pinsefolket i Danmark, og mit hjerte blev fyldt med bedrøvelse. Her i det land, hvor mine kære var, og hvor jeg troede, Gud ville bringe dem ind i Pinsens lys, havde djævelen forsøgt at ødelægge Guds værk. Der var brødre, som bekendte Kristus, som ikke var på talefod med hinanden. Det var ikke bibelens vej. Der synes at være en ”Bedre-end-dig”-ånd blandt nogle. Naturligvis betragtede man mig som een, der ville organisere. Hvad kunne jeg gøre? Det eneste bevis for en ting er at bevise den, hvilket jeg besluttede. Gud ledte mig og gav mig tro til at få br. Rich til at komme til U.S.A. og se, hvad vore menigheder var. Da jeg nævnte det til br. Rich, glædede han sig virkelig, og hans glæde gjorde mig glad.
Under mit første ophold i Danmark gav Gud mig nåde i mit syn på de danske brødre, og jeg kan med sandhed sige, at hvad jeg end hørte, havde jeg stadig en guddommelig kærlighed i mit hjerte til dem alle og ville gøre alt, hvad der stod i min magt for dem alle. Jeg tror, de alle opdagede det, og de gav mig samfundshånd.
Vi rejste tilbage med ”Drottningholm.” På denne svenske båd blev jeg atter bedt om at tage hånd om alle gudstjenester ombord. Da jeg prædikede for alle 1. Klasses passagerer den sidste søndag, salvede Gud mægtigt med sin olie, da jeg talte om at blive født på ny. Det blev en vidunderlig gudstjeneste, hvor en del kendte sangere og musikere var til stede. En dansk operasanger sang for mig ved denne gudstjeneste. Jeg tror ikke, de nogen sinde glemmer denne stund, som var fuld af den Helligånd.
Broder Rich gjorde forberedelser til at komme til Amerika, men til hans store skuffelse opdagede han, at det syntes umuligt på grund af vanskeligheder ved omveksling af valuta, så han skrev et brev og fortalte: ”Jeg er glad ved, at vore evner er sluppet op. Nu vil Gud blive herliggjort.” Og sådan gik det. Efter at jeg havde skrevet et brev til Nationalbanken og forklaret, hvorfor vi ønskede, at br. Rich skulle komme og havde underskrevet brevet: ”Biskop V.G. Greisen, leder af 145 kirker i Kansas”, tog det ikke lang tid, før myndighederne kom i forbindelse med br. Rich, og alt blev ordnet til hans hurtige afrejse til De forenede Stater.
Vi havde en vidunderlig tid sammen i Staterne. Herren åbenbarede det værk for br. Rich, som blev gjort gennem The Assemblies of God. Vi tog til General Presbyters møde i Springfield, hvor han talte til alle disse prægtige brødre. Br. Harold Jones viste ham gennem hele den nye forlags- og trykkeribygning. Vi besøget hr. Branhams møder i Kansas City, hvor der skete mirakler. Br. Rich så den guddommelige kærlighed mellem brødrene i The Assemblies of God og tog hjem til Danmark med underfulde informationer om menighederne. Da han kom hjem, gik han ind ad de åbne døre, og alle ønskede, at han skulle fortælle det, han havde set og oplevet. Han fortalte dem, om den underfulde enhed og frihed og sagde: ”Gud vil ikke alene gøre det for dem, men også for os, hvis vi vil have den enhed og tro, som er virksom gennem kærlighed.” - Gud arbejdede - - oh, pris Gud, vi arbejder ikke alene. Vi samarbejder med Gud. Pris Herren!
VIII
I 1949 tillod Kansas-brødrene mig atter at deltage i Pinsevækkelsens verdenskonference i Paris, Frankrig. Jeg havde deltaget og modtaget meget ved den første i Zürich, Svejts, i 1947. Jeg kunne se Guds hensigt med at sende mig, fordi jeg så nøden, som var rådende. Bønnens ånd fyldte mig, og jeg troede, Gud skulle stride i de ting, som ville møde mig. Denne gang tog jeg turen til København med flyvemaskine, og 16 timer efter, at jeg havde forladt New York, landede S.A.S.-maskinen. Jeg havde den fordel, at Kansas-folkene havde sendt meget tiltrængt tøj til det danske folk, som var blevet udplyndret af nazisterne. Det gav mig åbne hjerter og lyttende øren. Jeg skal aldrig glemme et forunderligt kraftfuldt møde i br. Richs menighed i Randers. Min far og mor sammen med mine brødre og søstre, som havde deres kære med, havde reserverede pladser på de to forreste bænke, og kirken var fyldt til trængsel. Da jeg begyndte at prædike fra ”Guds ægte ord”, kom salvelsen over mig. Som regel var det meget vanskeligt for mig at prædike på dansk, men den aften var det let. Ordene bare flød fra mig, det var som om, en eller anden talte inden i mig. På een gang rejste alle i lokalet sig, løftede hænderne og priste Gud, og Guds herlighed kom ned på en kraftfyldt måde. Jeg ved ikke, hvad jeg havde sagt, som resulterede i dette, men da jeg så på min far, sprang han næsten fuldstændig op fra sin plads. Min moders øjne skinnede som to diamanter, og alle de andre af mine pårørende sad enten på kanten af deres stol eller havde et frygtagtigt blik, blandet med undren. Det var underfuldt, at vor Herre og Mester skænkede sådan et vidunderligt møde den sidste aften i kit hjemland.
Den næste morgen gik jeg om bord i et fly til Paris, Frankrig, for igen at mødes med venner af samme tro fra fjern og nær, eet i hjerte og ånd, konstaterende, at vi er eet legeme, svejset sammen med Helligåndens ild for at skinne som et lys i den mørke verden, indtil Jesus kommer. Hensigten er klar, opgaven er vor: I Hans navn skal vi vedblive at arbejde, indtil Han kommer.
Tilbagerejsen til U.S.A. blev gjort med ”Ambassador”, en flyvemaskine fra Speed-the-Light (en ungdomsafdeling inden for vore kirker), fra Paris over Normandiet, London, Irland, Island, Grønland, Nova Scotia, New York, for at lande i Springfield, Missouri, hvor min hustru og vort yngste barn, Leon, ventede at møde far. Hjemme igen for at blive ledet af Ånden blandt folket, jeg elskede.
Vi bevarede forbindelsen med det gamle land, specielt med br. Rich, og bad, at Gud ville bryde al satans modstand ned og svejse brødrene i Danmark sammen i eet legeme. Det er, takket være Gud, blevet gjort. I 1951 blev der afholdt et landsbrødremøde i Randers, Danmark, med br. Rich som værtspastor. Det var et underfuldt stævne, hvor alle de ledende danske brødre var til stede. Det blev et virkeligt bibelsamvær, hvor Guds ords hemmelighed blev åbenbaret. Og, hvilken glæde, atter har vor Gud svaret på bøn. Han har gjort, hvad ingen anden kunne gøre. Han har forenet sit folk.
Og nu engang igen, hvis Jesus tøver, sejler denne ringe mand fra New York den 16. maj 1952 med det norske skib ”Stavangerfjord” med kurs mod Danmark for at være taler ved det store pinsestævne i Århus, Danmark, hvor mange ledende brødre fra den danske pinsevækkelse vil være samlede med folket til det store stævne. Dette stævne holdes kun 6 mil fra mine forældres hjem.
Det er forunderligt, hvad Gud kan udføre. Men det er ikke alt. Br. Gayle Lewies, een af vore Assistent General Superintendents og direktøren for vor forlagsvirksomhed, er ledet af den Helligånd til at prædike i Danmark på den selvsamme dato, hvor jeg er til stævne i Århus, og jeg kan måske således blive til hjælp for dem.
Brødrene i Danmark har allerede sendt dem en hjertelig indbydelse g budt dem velkommen, og de vil gøre, hvad de kan, for at gøre alt så godt for br. Lewies og hans rejseselskab, som det er dem muligt. Derefter skal vi med Guds hjælp tage til den tredie af Pinsevækkelsens verdenskonferencer, som afholdes i London, England, og atter se den store fremgang, der er sket ved Guds Ånd.
Mit hjerte er fyldt med kærlighed. Jeg savner ord for at udtrykke den dybe, inderlige, henrivende herlighed, som Gud vil virkeliggøre for et almindeligt menneske, og høre og besvare bønnerne. Han har givet sine løfter til hvem som helst, som vil gribe dem, og Han opfylder dem uden persons anseelse. Gennem trosbønner er denne skibsdreng løftet ”ud af mængden og prydet med sølvvinger”, for at løftes op til guddommelig natur. ”Fjedrene dækket med guld” (Sl. 68, 14). Han forlod Danmark som skibsdreng og vendte ved Guds nåde tilbage som leder af The Assemblies of God i Staten Kansas, U.S.A., hvilket distrikt han nu har tjent som superintendent i næsten 15 år.
Dette vidnesbyrd er blevet skrevet i en meget ydmyg ånd og kun til Guds ære. Hvis der er noget i det, som har anslag af selvophøjelse, er det kun på grund af manglende forståelse af at bruge de rette ord. Jeg må ydmygt give Gud æren for alt det, som er sket, for ”uden Ham formår vi intet.”
Rev. Wm. Raiford og V.G. Greisen.
Rev. Ralph Riggs, General Superintendent i Assemblies of God, og V.G. Greisen.
Br. Greisen på vej til talerstolen ved et stort ungdomsmøde.
Nogle af de unge på et ungdomsstævne i Hutchinson, Kansas, vinker farvel til br. Greisen.
Greisen og Carr (Kansas ungdomsleder) i en bil, ungdommen forærede Greisen til brug i Europa.
Ved ankomsten til højskolen i Mariager.
Br. Greisen i sit hjem på højskolen.
Fra en ungdomsparade i Kansas City.
Fra venstre: Str. Rich, br. Greisen, H. Rich, A. Endersen, W. Raiford og hustru, str. Rosenvinge og H.P. Rosenvinge.
Br. Greisen sammen med 3 unge mænd, der på højskolen i Mariager fik et kald fra Gud.
***
Svend Valdemar Sørensens erindringer
Svend Valdemar overtog ca. 1958 driften af gården efter Marie, der flyttede på aftægt på matriklen, og havde før da været karl på stedet siden d. 4/4 1944, hvor han blot var 13 år gammel.
Det materiale, som kom ud af samtalen, falder i to dele. Dels en præcis gennemgang af hverdagsrutinerne på gården, dels lidt erindringer om gårdejerparret.
1. Dagligdagen på Krogaarden
Man startede kl. 06:00 hvor Anders Peter kom og bankede på ruden til karlekammeret, som lå i staldbygningen. Herefter gik man straks i gang med at muge ud og malke køerne
Besætningen bestod normalt af 14-16 køer, 3 arbejdsheste, 2 føl og et antal grise.
Alle - også Marie - hjalp til med morgenmalkningen, som skulle være afsluttet kl. 7:30, for da kom mælkekusken.
Så fik køerne kraftfoder, som bedstefar fordelte.
Kl 7:30 var der morgenmad bestående af øllebrød med mælk, rugbrød, franskbrød og kaffe.
Herefter tilbage til stalden for at strigle køer og heste. Køerne fik roer.
Kl 12:00 fik man grød og derefter varm mad. Det var som regel stegt flæsk.
Kl 13:00 var der kaffe, og så gik man i marken eller loen
Kl 17:00: Opvarmede kartofler fra middagsmaden,rugbrød, franskbrød og the (hyldeblomst)
Kl 19:00: Aftenmalkning og aftenfodring
Kl 21:00: Aftenfodring af hestene
Fritid: Svend Valdemar havde fri hver anden søndag, og alle dage mellem kl. 19 og 21:00 var der tid til at få sig en karlekammersnak med øvrige karle på gårdene rundt omkring
Foruden de 3 nævnte var der også lejlighedsvis ung pige og dreng på gården
Det første år fra april til november fik Svend Valdemar 450 kr i løn. Ellers svarerede hans løn til 1200 om året, og de seneste år - inden han selv overtog gården - fik han 500 kr. om måneden.
2. Svend Valdemars minder om Anders Peter og Marie
Hvordan var Anders Peter?
Han var meget hjælpsom og omsorgsfuld over for folk i nød. Han skrev gerne under på en veksel, hvis folk var i knibe, og skulle en arbejdsmand have sit brænde kørt hjem fra skoven, lagde Anders Peter gerne både heste hjælp og vogn til. Ellers var han stille og rolig af sind, men kunne godt være bestemt. Svend Valdemar husker husker især, at Svend godt kunne få et gok i nødden, men at han kendte til råd: Han fyldte hø i kasketten, provokerede Anders Peter til at give sig en i nødden og viste herefter triumferende sin far indersiden af den polstrede kasket.
Anders Peter var en sportsmand. Han spillede ivrigt fodbold og var langt op i 60'erne en dygtig gymnast.
Anders Peter forstod at passe på pengene, og han ruttede ikke med dem. Svend Valdemar husker engang, hvor Anders Peter var indlagt på Hammel Sygehus, og han skulle passe bedriften. Svend Valdemar havde indkøbt 10 stk sikringer. Det skete nemlig ofte, at sikringerne sprang, når en maskine i stalden skulle tændes. Da Anders Peter fik bogen fra Brugsen at se, blev Svend Valdemar forhørt omkring, hvorvidt det nu også var nødvendigt at købe hele 10 sikringer på én gang!
Marie - hvad husker du om hende?
Marie var utroligt arbejdsom og flittig. Hun var meget glad for haven, som blev passet til punkt og prikke. Hun var troende, og det var et fast ritual, at hun kl. 9 om formiddagen gik ind for sig selv for at høre morgenandagt i radioen.
Svend Valdemar bekræftede en erindring, som min søster Karen havde, om, at der boede nogle fremmede på ejendommen. Det var to tyske piger, som havde fået stuen stillet til rådighed. De havde egen indgang via havehuset. De var ikke på kost, men spiste hver dag på kroen, som var fyldt op med tyske soldater - sandsynligvis en sprængfarlig situation. Svend Valdemar var ikke klar over om, om de var anbragt der af den ene eller anden myndighed, men han mener, at der var tale om flygtninge.
Svend Valdemar som karl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar