***
Digte om VoelLandsbyen Voel, 8600 Silkeborg, dannede fra 1938, hvor mine farforældre overtog Voel Vestergård på Blakgårdsvej, frem til 2011, hvor min farfar blev begravet, rammen om fire generationer af familien Pedersen. Ikke mindst min egen opvækst, som jeg i 2015 beskrev i digtsamlingen 8600 (Forlaget Rytter).
Den bør studeres i sig selv, men også en anden digtende person i familien, min farbror Mogens Grejsen, har skrevet om familiens tid i byen. Bl.a. i denne tekst på lokal dialekt, der blev reciteret ved Anker Pedersens begravelse.
Ved Anker Pedersens begravelse, juli 2011
Så æ’et slut mæ wos å Wuoel,
hier bløw vi føj å gik i skuoel,
de’ it så nem å se si hjem
go hen å blyw jæwnet mæ juoren ijen.
Noe’t forbi å’en æ lidt forlejn,
nær en kyrer forbi ud på Smingevej’n,
for no di væk – oss hus å haw!
Dæ æ slet it en stump tebaw!
Mæn jæn ting hår vi lov å behol
(på gue minner æ dæ ingen told!),
vi minnes vo muer, som anslaw tonen,
mæ noel å tro å en bog ve ho’nen.
Hva fatter gjoe wa it ålti tepas,
men ålting fåll som regel på plads.
Djæ fællesskaw sat de it øwerstyer,
på den måd’ lign’t de djæ røe kjyr!
Mutter er færdi mæ å slå knal,
å fatter hår plukket den sidst morel!
Så det vi anner no hår tebaw
Ær å syng for dem om ”Di skjønne daw!”
Men allerede i 1995, hvor Ankers 80 års fødselsdag blev fejret på Svostrup Kro, gav Mogens dagens midtpunkt denne sang med på vejen:
Sang til Ankers 80-årsdag
Mel: Jens Vejmand
Hvem sidder der bag skærmen
med bolsjer i sit glas,
remotekontrol i hånden
og føler sig tilpas?
Det gør såmænd vor Anker.
Han i sin "hårde nød"
bestyrer "Lykkehjulet"
til kaffetår med brød.
Og hører du i stuen
en sær og fremmed lyd,
så er det ikke fruen,
som lufter "hjemmets pryd"!
Nej, det er bare Anker,
som tager sig en lur.
I drømme går hans tanker
til Danmarks fri natur.
For tro nu ikke Anker
er passiv og kaput.
Nej, meget andet vanker,
han er så absolut
en meget aktiv dansker
på firsindstyve år.
Synd, at det lidt forvansker:
Han taber snart sit hår.
Han er en aktiv sportsmand
- tag ikke fejl af det!
I svømmehallen er han
som ålen i gelé!
Han springer i og dykker
- fra kanten, ganske vidst!
Han har slet ingen nykker:
"Man er jo pensionist!"
Og møder du en rytter
- på cykel - på din vej,
se til, at du dig flytter,
for så er far på vej!
Han cykler rundt i Jylland
på veje små og stor',
men passe tiden må han,
for ellers kommer mor!!!
At danse gør han gerne
og træner temlig tit.
Jo, han er helt moderne
- blandt enkerne "et hit"!
Han fører: Grove - fine.
Han er så efterspurgt
som gode årgangsvine:
De bedste går som smurt!
Og nu til gymnastikken
- den ska' vi da ha' med.
Han strammer elastikken,
og så er det afsted
til kondirum i stalden
(den mand får aldrig nok).
Der får den "en på skallen"
på cykel sat "i dok".
Det var så al motionen,
vi der fik remset op.
Men slutter rotationen?
Nej, han er som en top!
Han snitter, og han drejer
i træ fra eg og bøg,
så alle ka' bli' ejer
af aber og af øg!
Du mangler at bli' "olde"
(det bliver nok med tang).
Så er det med at holde
dit lykkehjul i gang!
Vi rejser os og hylder
vor gamle fødselar
og siger SKÅL og skyller,
når vi har råbt HURRA'r.
***
En lyrisk åre
Af mig selv:
halvhjerne
”der er så længe til
at jeg bliver voksen”
siger jeg til mormor og morfar
der griner og sætter sig ned
og begynder at falme
til sidst er de fuldstændigt væk
og jeg ser på min hud
der er løs og elastisk
og ved at give slip
og det gør den
jeg svæver i luften
og ser på min krop
der bliver levende
foldes i tidsler og roser
på skråninger
kendte i starten
og senere fjerne
og plukkes af slægter
der griner
så dumt som mig selv
(2008)
Af min far Thorkild Pedersen/Lindgaard Grejsen (ved min konfirmation d. 3/5 1987):
Mel: Jeg er Havren
Vi er alle samlet her i dag
for at hylde Steffen, ja, uha,
han er ikke nem at gi' tilfreds.
Får han ej sin vilje, får han stress.
Knægten ingen grund til klage har,
for han har jo verdens bedste far
og en mor, som ingen alder har,
samt en hund, skønt den er en bastard.
Ro i gummibåd syn's han er sjov,
og især når ikke han har lov.
Ingen årer - hov, hvad gør han nu?
Mon to tennisketchere kan du?
Og hans kammer, det er helt specielt.
Kan man krydse det, er man en helt.
Selv syn's han jo ikke, det er svært,
og en dag får vi jo nok det lært.
Steffen mange skrupler har med mad,
og hver halve time ta'r han bad,
og vi tror ham ikke, når han si'r,
at han ikke kan fordrage pi'r.
Hvad skal han så være sidenhen?
Han skal være kostprofet, såmænd.
Af elever har han hele to.
Det er ikke morsomt, kan I tro.
Konfirmering, det er ingen sag,
når den sluttes af i festligt lag,
og til slut vi alle gerne vil
ønske Steffen held og lykke til.
Af min farfar, Anker Pedersen
Ved min fars fødsel i 1954 – udsendt som en invitation til barnedåben og gengivet efter hukommelsen af Svend Valdemar Sørensen i Låsby
Nu er det sket på Vestergård
Det som var ventet sidste år
Min viv, som havde tykket sig
Er blevet slag og lykkelig
Stolt ligger hun med søn i arm
Kom hid mens kanden, den er varm
Tag del i vores glæde
Venlig hilsen
Anker
En tale på vers ved Anders Peters 70-års fødselsdag i 1952 – også gengivet efter hukommelsen(!) i 2008 af Svend Valdemar:
Hold en tål - de sku A vel sajt
Men A hår it sån - or i mi majt
Og ros hår do val - osse fåt nok aw i daw
Så no vil A gi dæ nøj - ow en on slaw
A hår jo ålti von lidt forsajt å still’
Men måske A har våt bejer - til å drill
Do fortal vos så tit om de’gång do va dreng
Å om - hvordan do ålti - håd it så streng
Do måt sjel søj og stop di hurser
Å do fik skam ålle sukkerpurser
Men da I så fløt til Lemming bløw it gjæwer
Dær ku do fang ræv - mæ de bår næver
Å sikke noen ørr’der - do ta i oen
Det var nog’n sven - på 12 -14 poend
Du kom siel ud å tien
Å ja - Det er så læng læng sien
Så do hår aget med stud å kyer
Og do ka housk - da a kyer stoj i tyr
Do fik en kjarst - Ja do had’ val flir
Men do tøt bejst - om Jens Madsens Marie
Å mæ hind til kuen - æ do it bløwn snøt
Det hår A - ihvertfal ålle tøt
Hon var så knøw - båd ud og ind
Hun ku båd kåre å spind
I mark å hav - der var hon skrap
Å hun molket så sveden - fra niesen drap
Så gik tien - både op og nier
Dæ bløw lidt forbejret - båd hist å hier
Do drænet og merglet - slaw tidsler ihjel
Dæ kam så manne - hen ve dit skjel
Men såen igjennem en 40-tyv oer
Så hår do jo snår - fåt en veldreven goer
Do fik en datter - å et par knejt
Man ska jo viderefør si slæjt!
Å de lår os te - de bøn forstoer
Te dæ ska nøj tillæg te - på en goer
Å no æ di familie - snår bløwn så stur
Så dæ ska en plåd - i det lang bur
Dæ ska nøj lagkåg te - nær di kommer
Hver 14. daw - snår båd vinter å sommer
Så det æ godt - di it ål sammel hår bil
Så fik do jo ålle et søndashvil
Af Anders Peter Pedersen
Småvers (stilehæfter fra Lemming Skole)
Lyst naar man skal til at giftes
Ros naar man skal til at dø
Saadan her i Verden skifter
Last og Lov for Mand og Mö
***
Mennesket bestemmer sin egen Værdi
Den Pris vi fordrer faar vi
Mennesket er stort eller lidet
Alt efter sin egen Vilje
Som et kuriosum kan man nævne, at allerede Anders Peters far, Anton Pedersen, efterlod sig følgende anekdote til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, da han omkring 1900 kom forbi Lemming:
”Søren Dal han fortalte, at naar han laa nede i Engen ved Bæsterne, saa kom der en fremmed Pige og kyste ham, og naar hun gik igjen, saa gik hun baglænds fra ham. Det var altsaa en Ellepige.”
***
Brev i anledning af Esther Grejsens fødsel, 1914
I Esther Grejsens besiddelse var der et i starten ganske gådefuldt brev, der blev sendt hendes forældre i anledning af hendes fødsel i 1914 – i hvert fald gådefuldt indtil intensiv slægtsforskning fik kastet en smule lys over baggrunden:
”(Ulæseligt) d. 28 Oktober 14
Kære Karen og Johannes
Tak for Meddelelsen vi fik i Gaar om at I har faaet en lille Datter, og i hvilken anledning vi sender Eder begge vore hjerteligste Lykønskninger, med Haabet om I maa faa rigtig megen Glæde og Fornøjelse af den Lille. Det er jo saa en Uge siden hun kom til Verden i Dag og det er forhaabentlig gaaet rigtig udmærket, saa Karen snart er rask igen.
Vi har ogsaa i Dag faaet Brev fra Rudolf om at Mary er nedkommet med en datter, det var saa nær ved, at det kunde have blevet et par Tvilling-Kusiner. Fra Bedstemor skal jeg hilse Eder begge og ønske Eder hjertelig tillykke; hun er helt stolt over at være blevet Oldemor til saadan et par Smaa. Vi glæder os meget til at se dem, Marys lille gaar der vel nok et stykke tid, før vi kan faa præsenteret, men jeres den lille faar vi forhaabentlig snart at se. Johannes kommer vel snart en Tur herned og fortæller lidt om hvordan I har det. Han kommer jo tit hjem i den Fart, han er i.
Jeg ved ikke engang hvor(hen) jeg skal sende dette, da jeg ikke husker Karens Forældres Adr., og I vel næppe er kommet ind i Jeres nye Hjem, da det skete saa kort efter Flyttedag, men jeg vil sende det til Annæstræde til min søster, saa bliver det nok besørget til Jer derfra.
Ja, saa i Haab om, at hele Familien Grejsen befinder sig i bedste Velgaaende sendes Eder alle tre mange hjertelige Hilsner fra os Alle.
Bedste og Moster Jenny.
Nu kom min Søster herned til os i Aften og jeg fik saa af hende Adr. at vide.”
Der har været en smule diskussion omkring, hvem dette brev egentlig er fra. Mogens Grejsen, i hvis besiddelse det nu er, bød i første omgang på, at det stammede fra Karen Maries biologiske moster. Ikke usandsynligt, eftersom det først og fremmest syntes adresseret til hende af folk, der ikke kendte hendes adoptivforældre ret godt. Men selv har jeg konkluderet, at det må være skrevet af Johannes’ moster, Jenny Hansine Pouls (* 1877), og at den Bedste, der nævnes, må være Johanne Hans Jansen Heins, som først døde i 1916. Både fordi intet tyder på, at Karens kontakt med hendes biologiske familie var ret stor på noget tidspunkt og fordi, at Johannes nævnes som den, der typisk kigger forbi. Via et brev fra broderen Victor vides det endda, at både ham og Johannes var ganske tæt knyttede til morforældrene. Mere gådefuldt er det, at Johanne på dette tidspunkt synes at have boet hos Jenny i Dragør, eftersom hun døde et par år senere på Annexgade i Valby, hvortil hun efter alt at dømme flyttede efter mandens død i 1903. Men opholdet kan jo have været midlertidigt.
Dokumentet er i øvrigt lige værdifuldt uanset hvad: Det er stadig et sjældent – og sympatisk – ”livstegn” fra to personer, der ellers kun er tørre navne på diverse papirer.
Karen og Esther som nyfødt.
***
Et lunkent postkort
”Kære Karen
Du ved jo at jeg sagde vi ikke havde været hos Edmund endnu fordi han ikke har haft fri nogen Søndag. Nu er det saa uheldig at vi har faaet Indbydelse til den Søndag vi skulde til dig men saa mente vi du kunde maaske bestemme en anden Søndag da du jo ikke har din Mand Hjemme alligevel på Søndag 8. Dage. Nu haaber vi ikke du bliver Vred for at vi ikke kan komme den dag.
Venlig hilsen og tillykke paa din Fødselsdag.
Augusta.”
Det originale kort med Augustas håndskrift. Det hvide hjørne skyldes et frimærke, der er klippet ud, fordi det velsagtens ikke kunne dampes af.
***
Breve fra Anna Elisabeth Pouls
I langt de fleste tilfælde har jeg, i løbet af min arbejdsproces, måttet rekonstruere selv mine tipoldeforældres personligheder ud fra det, man nu kunne skrabe sammen af erindringer og papirer – og det til trods for, at netop det slægtled sikkert var meget skrivende i form af private korrespondancer. Men hvad angår Johannes’ mor, Anna Elisabeth Pouls, kan det til en vis grad lade sig gøre at gå til kilderne, eftersom barnebarnet Esther gemte en lille stak breve, hun modtog fra den kant sidst i 40’erne. Og vel er det ikke det store dybdepsykologiske portræt, man kan tegne ud fra dem, men de giver alligevel et vist indtryk af mennesket Anna.
Den ældste kilde er et brev fra sommeren 1947 – åbenbart skrevet kort tid efter en fælles søndags-komsammen for slægtningene fra Voel og Laurbjerg.
”Laurbjerg 25-8-47
Kære lille Esther!
Aa at jeg glemte den lille Mogens’ Fødselsdag og jeg havde dog hele Tiden husket paa den men det maa have været for den Søndag var imellem og vi var til Silkeborg i gaar, det kom mig lidt paa Tvers. Jeg husker ikke saa godt mere, eller ogsaa tager jeg Fejl, jeg ved ikke hvad det er, men jeg er ked af, jeg glemte Dagen for den søde, lille Mogens’ 1 årige Fødselsdag, men rigtig hjertelig tillykke med ham. Han er vel lige sød og dejlig endnu, jo, (ulæseligt) er lykkelig over at eje en saadan prægtig Dreng, naar han kommer her engang er der nok et Stykke Legetøj eller andet vi kan tænke. Hvordan har du selv det kære Esther, er du bleven helt stærk og kan du holde ud at arbejde med det alt sammen derhjemme, det er vel svært nok til Tider med saadant et bette Barn som fordrer saa meget Pleje, men saa maa Gud selv give dig Kraft og Styrke til at kunne være det en Mor gerne skulle være; den gode Aand i Hjemmet for baade Mand og Børn. Jeg glemmer aldrig at bede om at det maa gaa jer godt i disse svære Tider, der maaske kommer, det ser jo ikke for godt ud nogen Steder og værst vel paa de magre eller tørre Jorder som der er nede paa Silkeborgegnene. O, hvor saa det sørgeligt ud, naar vi betragtede det fra Toget, det var et helt trøstesløst Skue. De arme Kreaturer, det var jo ligefrem den bare Jord de gik paa, det kunde næsten presse Taarerne frem, aldrig i mit Liv har jeg set det Syn, nej.
Naa, nu vil jeg slutte, kære Esther, for nu skriver jeg Dobbelt. Hils din kære Anker fra os begge og Far siger nu sig saa mange tak for Fødselsdagsgaven, det var pænt af jer at tænke paa ham, det glædede ham meget, og tilsidst en rigtig kærlig Hilsen med Ønsket om I maa faa alt godt, meget bedre end ventet!
Farmor og Farfar.”
Fra samme år stammer et postkort i anledning af Esthers fødselsdag, der dog ikke føjer det store til billedet.
”Laurbjerg 22-10-47.
Kære lille Esther!
Baade Farmor og Farfar bringer dig de bedste Lykønskninger i Dagens Anledning, og vi glæder os over, at du har det saa godt, og Gud give at du fremtidig maa have Lykke og gode Kaar. Hils nu Anker mange Gange fra os, og lille Karen ikke at forglemme, hun er jo en dygtig lille én allerede. Og saa en kærlig Hilsen til dig selv lille Esther fra os begge fra
din Farmor”
Tre måneder senere – lidt inde i 1948 – kommer der så en mere oplysende nytårshilsen fra Laurbjerg.
”21-1-48
Kære lille Esther! Ja, nu har jeg helt (dårlig, mit indskud) Samvittighed for at jeg slet ikke har hverken takket dig fordi du altid saa kærlig husker paa mig og vil glæde os begge 2. Jeg tænker ogsaa altid paa dig og beder dagligt om Herren vil være jer god, du og alle dine kære, og jeg vil ret af Hjertet ønske jer et rigtigt glædeligt og velsignet Nytaar med Guds Fred i Hjerter og Sind. Jeg fik samtidigt med dit (brev, mit indskud), Søndag Morgen, et Brev fra Onkel Victor, og han nævnte netop Esther deri, hun er saa Smuk, skriver han, med Taarerne løbende ned ad Kinden, og saa lille Karen saa glad, med de hvide Handsker paa, og Gutten, som ler af os alle, ja, en prægtig Gut er han. Jeg synes ikke, at lille Mogens var med, men jeg husker ikke saa godt mere, men Farmor har ogsaa begyndt på de 80 nu, og det gaar tilbage, hvad nu ikke er saa underligt, og saa maa vi endda være taknemmelige at vi har det saa godt, som vi har begge to. Jeg vilde saa gerne have fat i dit Brev, jeg puttede det ind i Victors for at svare paa noget, du spurgte om, men det var mig umuligt, der er vel et halvhundrede Stykker. Nu skal jeg skrive til Dragør til et par Kusiner, jeg har der, de pynter nemlig min Fars og Mors Gravsted op om Julen, og dem skylder jeg en Tak. Ja, lille Esther, du bad om: ”Jeg Saa Ham Dø”, men den har jeg ikke. Jeg har ”Domprovsten”, men den synes jeg ikke er noget rigtigt ved, men jeg har flere rigtig gode Bøger, som du nok vil blive glad for at læse. Der er en i to Bind. Den begynder ikke så interessant, men hold ud, den bliver saa udmærket helt igennem. Så er der ”Præstegaarden i Harzen og i Indien”, det er jo alle gudelige Bøger, men noget saa glimrende, og hvis ikke Far skal derned snart, saa vil Farfar sende dem ned til dig. Alma (?) fik en Del gode Bøger ud til sine Forældre i Sommers, saa naar jeg faar dem tilbage, saa kan du jo faa flere af dem, jeg har. Kaj Munks ”Ordet” kan du ogsaa faa, ja, vi skulde blot have lidt nemmere Adgang til ”Voels Østergaard”, men ak, der er saa lang, lang en Vej. Men det bliver jo ikke anderledes.
Saa til Sent de kærligste Hilsener og Tanker fra Eders altid hengivne Farmor – ogsaa mange til jer allesammen fra Farfar.”
Dette brev kalder på lidt opklarende bemærkninger. Før det første: Hvad det var, Esther spurgte om, står hen i det uvisse – hun gemte ikke en kopi af sit eget brev. Hvem de kusiner er, der passede Annas forældres gravsted, har det ikke kunnet lade sig gøre at kaste lys over, da efterslægten var ret stor i det område. Og hvem forfatterne til de respektive bogtitler er, har det ikke kunnet lade sig gøre at komme nærmere, selvom hendes smag for religiøs litteratur i den kunstnerisk set vederhæftige ende er klar nok: Det vidner læsningen af Kaj Munk om. I det hele taget kom hun ud af en ganske lærd slægt. Bedstefaderen Pieter Pietersen Pouls skrev således sine erindringer, der senere er blevet udgivet i uddrag, og længere tilbage stammede hun fra Wochmann-slægten, der var byskrivere og skoleholdere i Dragør. Og efter hende gik arven videre. Både Johannes og Esther var særdeles læsende, og i min barndom gjorde sidstnævnte sit for at indprente mig selv værdien af en god bog.
Lad det så være, at hun stedvist omtaler både sig selv og Esther i tredje person – det er uden tvivl hende, der har skrevet brevet, og som hun selv skriver (det er også bevidnet andetsteds), var hun nok på dette tidspunkt ved at falde lidt af på den, som man siger. Noget, der også antydes af den konstant mere usikre retskrivning, der præger brevene. I det ældste er skriften veldisponeret og selvsikker, men efterhånden svigter både punkteringen og kommateringen, ligesom der kæmpes mere og mere med selve formuleringerne. Her har jeg – må jeg tilstå – og af til måttet indsætte tegn, så teksten bliver alment forståelig.
Hvem den Alma er, der nævnes, kan der indtil videre kun gisnes. Det er næppe Victors hustru, eftersom hun sandsynligvis ikke kunne læse dansk, så mit bedste bud må være en datter af Johannes’ søster Sara, der efter sigende havde børn, men som jeg ikke har videre efterretninger om.
Og endelig boede Esther og Anker ikke på Voel Østergaard, der på det tidspunkt havde relation til en gren af min mormors familie, men derimod på Voel Vestergaard.
Dermed rinder korrespondancen ud. Men til tider er lidt ganske meget, og nu om stunder kommer man næppe Anna tættere end her.
***
Margrethes gode hjerte
Det er ikke mig, der har gjort arbejdet. Det har Anna Rasmussen i bogen Hylke Sogn i det attende århundrede (Skanderborg Bibliotek, 1980), og det har hun gjort på baggrund af retsakterne omkring drabet på tjenestepigen Karen Christensdatter, der også kom fra Brørup. Jeg citerer fra p. 118 - 122:
"1710 begravede Knud Schmidt en ugift tjenestepige Karen Christensdatter af Brørup. Hun havde henstået i åben begravelse i et år, mens Mads Nielsen, gårdmand i Hylke Overgård havde været under anklage for at være hendes banemand.
Karens historie er en trøstesløs fortælling om fattigdom og sygdom og hjælpeløshed, men det er også fortællingen om medfølelse og omsorg, om kvinder når de var bedst, om kvinder, der fulgte deres overbevisning, og i retten sagde, hvad de havde hørt og set, i modsætning til deres mænd, der tyngede af solidaritet og over at se en af deres egne under anklage, gladelig løj eller fortav, hvad de vidste.
Hvor gammel Karen var, da hun døde, var der ingen, der havde rede på. Hendes far havde været husmand i Brørup, men forældrene var døde, og Karen havde i flere år tjent hos fremmede. Sommeren før havde hun vogtet køer hos Søren Andersen på Tammestrup. Da var hun allerede sølle og sygelig.
Fra Tammestrup kom Karen til Våbensholm i Føvling Sogn, men hun havde det ikke godt. Hendes nyrer var dårlige, og bedre blev det ikke, da hun i foråret 1709 på vej til Hylke måtte vade gennem noget iskoldt vand.
Hun var ikke meget bevendt, da hun i slutningen af april kom til Mads Nielsen i Hylke. Hun havde hørt, at han endnu ikke havde fæstet pigen for sommeren og tilbød sin tjeneste. Mads var noget betænkelig: "Hvad skal jeg gøre med dig, du er så sygelig, du kan ikke meget gøre?" Hun fik dog lov til at blive. Et par dage efter pløjede hun i markens toft, og det gik nogenlunde, men så skulle hun pløje i marken en dag sammen med Mads. Da de havde arbejdet en tid, begyndte Karen af udmattelse at falde over sine egne ben, og fra dag af stod påstand mod påstand.
Præstens tjenestefolk, der pløjede den dag sammen med de andre Hylkebønder, havde ikke selv set, hvad der skete, men da de kom hjem, berettede de, at Anders Rasmussen, der havde pløjet nærmest Mads Nielsen, havde hørt Karen skrige, var løbet derhen og havde set Mads slå Karen med en øksehammer, som Anders havde taget fra ham.
Anders var et skikkeligt menneske, så han var rystet over det, der var sket. Da han kom hjem, drak han sig mere end almindelig fuld og ravede ind i Søren Hansens gård og satte sig jamrende ned: "Gud hjælpe mig og Gud trøste mig". Det refererede Søren Hansens kone i retten, men tilføjede tørt: "Det er jævnligt hans mundheld, når han er drukken, hvad han ofte er."
Karens liv havde indtil nu været en smertens vej og blev det endnu mere de sidste 3 uger, hun levede. Syg af vattersot, med ben der var så hævede, at hun knap nok kunne løfte dem og gik og "skrildrede" og med et dybt sår i skulder og side, havde hun ingen anden udvej end at blive i Mads Nielsens gård, indtil hun blev rask nok til at søge hjælp andetsteds.
Efter 3 dages forløb humpede Karen til Horndrup, hvor der boede en klog kone. Hun hjalp hende så meget, at hun kunne gå de to mil til Jacob Hansen i Nissumgård, hvor hun tilbød sin tjeneste, selv om den kun kunne blive ynkelig. En dag eller to passede hun Jacob Hansens køer, men måtte så give op. Jacob gav hende det råd, at opsøge hans mor Else Bollesdatter, der boede i Skanderborg, hvor hendes svigersøn var præst. Else har også haft forstand på sygdom og midler mod dem og hjalp Karen, så godt hun kunne, da hun kom derind. Det hjalp dog ikke mere, end at hun på hjemvejen fra Skanderborg søgte ind til helligkilden ved Skvæt Mølle.
Hun kom tilbage til Nissumgård og kravlede i seng. Jacob Hansen sagde til hende: "Du kan tåle at få hug af Mads Nielsen, men du kan ikke tåle at gå her hos mig". Dertil skulle Karen have svaret: "Så min sjæl. Mads Nielsen gjorde mig slet ingen skade."
Nu var Jacob Hansen en såre pragmatisk indrettet bondemand. Han kunne lige så godt på det tidspunkt hjælpe Mads Nielsen i Hylke, der dog var en slags kollega. Karen var død, så hende kunne det hverken gøre fra eller til. Måske lagde Jacob hende de ord i munden, for hvorfor skulle hun over for ham have bedyret, at Mads ikke havde slået hende, når hun ellers fortalte alle, der gad høre på hende, at det var Mads, der var skyld i de fleste af hendes lidelser?
Jacob Hansen lod Karen ligge en uges tid. Så langt strakte Hans næstekærlighed sig, men da hun blev sløjere, blev han bange for, at hun skulle lægge sig til at dø, og det skulle helst ikke være i Nissumgård. Jacob fik så Karen stablet på benene og skubbet ud af døren i en fart. Det sidste, han så til hende, var at hun grædende gik ad Klostervejen.
I Nissumgård havde Karen mødt en del venlighed, der dog havde sin begrænsning. Næste station på hendes vej var Hylke Mølle. Her fik hun ikke engang lov at komme ind i huset. Jens Møller gik hende i møde og fralagde sug ethvert ansvar for den dødssyge pige ved at sige: "Vorherre hjælpe dig, jeg kan ikke."
Folk i Båstrup var heller ikke meget for at tage Karen ind. De fik hende anbragt på en hest og satte hende af i Hylkegård. Derfra kom hun til Niels Sønderborg, og i det hus var det konen, der bestemte. Hun redte op til Karen, fik hende i seng og plejede hende i 8 dage. Konen, Mette Sørensdatter havde selv engang haft vattersot og var blevet helbredt med et sammenkog af malurt, humle og aloe, så det gav hun Karen at drikke. Om det hjalp nogle dage, er ikke let at sige. Måske afkortede medicinen blot hendes lidelser. Hævelserne i benene forsvandt, men "drev op i hendes bug og under hendes bryst, og hun klagede hele tiden over smerter i hjertet, og hun kunne ikke ligge ned, men måtte sidde op."
Karen ville hjem at dø. Hjem for hende var Brørup, hvor hun havde været barn, og efter en uges forløb stod hun op og begav sig af sted. Da hun kom til Gåsholm, svingede Joen Laursen netop ud af porten med et læs møg. Han fik Karen op at sidde i vognen, men den lugt var for stærk, og hun bad om at komme ned igen og satte sig i vejkanten, hvor en pige fra Brørup fandt hende. Hun fik Karen under armen, og sammen kom de til Brørup Nedergård. Enken Margrethe Nielsdatter, der boede her sammen med en voksen søn og datter, havde året før mistet sin mand, en datter, en svigersøn og tre børnebørn i løbet af få uger, så hun kendte selv lidelsen, og måske derfor kunne hun føle med andre. Hun fik Karen ind og i seng og plejede hende i to dage, indtil hun døde.
Nu skulle Karen begraves, men alle tvivlsomme dødsfald skulle anmeldes for amtmanden, inden begravelsen kunne finde sted. Af sine tjenestefolk havde præsten hørt om Mads Nielsen, og han lod oplysningerne gå videre til amtmand Grabow, der var en ualmindelig redelig mand.
Amtmanden kunne have nøjedes med at fastslå, at en fattig pige var død af vattersot. Karen havde ingen slægtninge, der kunne have råbt på retfærdighed, men han satte hele retsmaskineriet i gang.
To mænd fik besked om at syne den døde pige, men der var gået 9 dage, siden Karen døde, og det var ved at være varmt i vejret, så det var ikke let at sige noget om dødsårsagen.
Mads blev arresteret og hensat i portrummet på Skanderborg Slot ved dag og nat bevogtet af 4 mænd. Sagen kom for herredstinget, og som vidner indkaldtes samtlige beboere i Hylke og Brørup. Fra myndighedernes side var der den bedste vilje til at få sagen opklaret, men under afhøringerne stødte de på en mur af tvære bønder.
Hovedvidnet, Anders Rasmussen huskede pludselig slet intet, i hvert fald mindre og mindre for hver gang, han blev afhørt. De andre bønder, der havde pløjet i samme mark, havde hverken hørt eller set noget som helst. Bagefter havde der godt nok gået rygter i byen om, at Mads skulle have slået hende, men den dag i marken havde kun Anders Rasmussen været nær nok til at kunne se noget, og han led af et for Mads Nielsen meget nyttigt hukommelsestab.
Så blev Margrethe Nielsdatter afhørt. Jo, Karen havde højt og tydeligt anklaget Mads Nielsen i Hylke for at havde slået hende og tilføjet hende to dybe sår. Margrethe havde hentet sin søn og en nabogårdmand ind, at de kunne være vidner. Margrethes datter støttede sin mors forklaring, men sønnen sagde, at ganske vist påstod Karen, at hun var blevet slået, men han var sikker på, at hun ingen navne havde nævnt.
Mads blev til sidst frikendt ved herredstinget, men på grund af tvivl sendtes sagen videre til landsretten. Her blev han også frikendt på grund af manglende bevis, men da havde han trods alt siddet fængslet over et år.
Nu kunne Karen endelig begraves. Mændene havde ikke noget at være stolte af i denne sag, men Mette Sønderborg og Margrethe Nielsdatter i Nedergård var kvinder, som de var, når de var bedst, i deres omsorg for og pleje af et elendigt menneske, besjælede af et livssyn, der var mere katolsk end luthersk."
Et flot billede af et plaget, men godt menneske i en barsk tidsalder.
***
Troldkarl og sognepræst
En anden slægtning, som kom i berøring med tidligere tiders retspraksis - og slap betragtligt dårligere fra det - var min 10 gange tipoldefar, Jens Hansen Rusk, der blev offer for hekseprocesserne og endte sine dage på en dynge brænde. Igen er det ikke mig, der har rekonstrueret historien, men Bue Kaae, der bragte den i Ribe Amts Årbog, bd. 15, 1960-63.
Lønnepræsten Jens Hansen Rusk
1. februar 1611 blev Jens Hansen Rusk, fordum sognepræst til Lønne s., Vester Horne herred, brændt ved Vester herreds ting, ved flere ting oversvoren for trolddom. Her satte Ribebøddelen, mester Mikkel, for en betaling af 7 daler ild på det bål, der skulde udslette en sølle fattig mand af de levendes tal og kvalfuldt afslutte en kummerfuld tilværelse.
I 1580 havde Jens Hansen Rusk, vel da over de 30 år gammel, overtaget en sognepræsts trælsomme gerning i det fattige Lønne s. Syv år senere erkendte myndighederne, at Jens Hansen umuligt kunne ernære sig af de normale indtægter fra sognet, da sandfygning i forbindelse med storm og uvejr havde ødelagt såvel hans som hans sognefolks mark og eng. Den 4. april 1587 tilstod man ham derfor indtil videre at oppebære afgifterne af kronens korntiende af N. Nebel s., Vester Horne herred. Denne afgift havde ifølge lensregnskaberne for Riberhus len 1584 været bortfæstet til Laurids Barfod i Sædding Storgaard, N. Nebel s., for 5 ørter rug og 12 ørter byg årlig. Men ellers oplyser disse regnskaber, der i øvrigt på så mange måder kaster lys over mennesker og forhold i datidens Vestjylland, for disse års vedkommende så godt som intet om Lønnepræsten. Dog -- den 16. februar 1596 blev der fra Koldinghus udstedt forleningsbrev til Jens Hansen Kusk på kronens part af korntienden af N. Nebel, uden afgift. Af lensregnskaberne 1602-03 fremgår det, at Peder Barfod i Sædding Storgaard dette år havde den omtalte kongetiende i fæste for en årlig afgift af 5 ørter rug og 12 ørter byg. Da samme afgift nådigst er bevilget hr. Jens Rusk i Lønne » for sin sogns ringheds skyld, som er fordærvet af sand, er den nævnte Peder Barfod forpligtet til efter kongelig bevilling i stedet årligt at svare præsten 1 daler for hver smaltønde korn.
Sagen mod Jens Hansen Rusk synes at have taget sin begyndelse på Skads herreds ting, hvor en kvinde, Gunder Brixes, vel fra Hostrup s., den 17. juli 1610, samme dag som hun blev brændt som heks, tilstod, at hun og hendes rode, havde taget livet af Lauge Pedersen i Hostrup med et voksbarn, som hr. Jens i Lønne skulde have døbt. Det er nok denne beskyldning, der ligger til grund for det senere sagn paa Vesteregnen, at Lønnepræsten skulde have døbt børn i Satans navn. Voksdukken var i øvrigt efter Gunder Brixes udsagn - lavet af Anne Canniks i Sjelborg, og de to søstre Anne Niels Skyttes i Toftnæs og Kirsten Jægers i Hostrup, der senere blev henrettet for deres blodskamsforhold til Hans Munk i Visselbjerg, skulde have været faddere ved den omtalte dåb. Som motiv for sin handling angav Gunder Brixes, at Lauge Pedersen havde stræbt efter at få hende brændt som heks.
Dermed var opmærksomheden for alvor blevet rettet mod Lønnepræsten. Lensmanden på Riberhus, Albret Skeel, lod præsten anholde, og så slet må præstens sag have stået, at han omgående mistede sit præstekald. Han blev stævnet til flere ting i lenet, hvor der blev taget tingsvidner, efter at hans forhold nærmere var blevet undersøgt. Omsider blev hans sag efter almindelig retspraksis prøvet ved Viborg landsting og der behandlet to gange. Besværet med de omfattende rejser blev af lensmanden pålagt ridefogden Iver Markvardsen i Varde. Desværre lader såvel herredstingbøgerne i lenet som landstingsdomsbøgerne i Viborg os fuldstændigt i stikken med hensyn til Lønnepræstens sag. Der findes overhovedet ingen for 1610. Vi er nu kun gennem tingbogen i Ribe i stand til at følge i hvert fald en del af hans sag for bytinget.
Mandag d. 1. oktober adspurgte på Ribe ting slotsskriver Lambert Hansen - Jens Rusk den anklagede var med andre ord ikke længere præst, da han ikke længere tituleredes hr. -- om han havde »skrevet for nogen deres sygdom«, d. v. s. om han ved magi havde søgt at helbrede folk, i dette tilfælde, om han til dette formål havde anvendt skrevne formularer eller lign. Hertil svarede den anklagede, at han ikke kunde huske noget sådant, da han var en gammel mand, og at han kun vilde indrømme denne forseelse, hvis man kunde fremlægge hans »skrift«. Han blev derefter spurgt, om han havde skrevet for nogen i Ribe eller for Kristen Højbjerg i Farup og for Jep Sørensen i Kærbøl, begge i N. Farup s. Præsten nægtede overhovedet at kende noget til de omtalte personer og nægtede at kende noget til nogen »skrift«, hvad der i og for sig ikke var mærkeligt, da det -- som det fremgik af forhøret - var ca. 15 år siden, at han sidst havde behandlet i hvert fald den ene, af de to omtalte bønder.
Den omtalte Kristen Hansen Højbjerg fremlagde imidlertid i retten en amulet, som han havde gået med om halsen. Han fortalte, at han havde fået den af Jens Rusk, men skyndte sig omgående at lægge luft mellem sig og den anklagede ved at sige, at de - d. v. s. han --- ingen forstand havde på slige sager. Det var nok bedst at være forsigtig.
Byfogden i Ribe, Laurids Staffensen Skriver, og to tingsvidner, borgerne Hans Bundsen og Las Jensen Bonum, vidnede derefter, at de den 27. september 1610 på borgestuen på Riberhus havde overværet et forhør, som lensmanden havde holdt over Jens Rusk, hvoraf det var fremgået, at den anklagede vel havde skrevet for folk, men at han ikke huskede, hvem han havde skrevet for eller hvad han havde skrevet.
Dette måtte Jens Hansen Rusk indrømme. Med ynksværdig må den gamle præst have været her i retten, svækket af alder, af fængselsopholdet, medtaget i sin fornedrede stilling.
"Desligeste vond forne mænd, at de hørte samme tid, at forne Jens Rusk blev tilspurgt, om han haver skreven for nogen deres sygdom, som han haver hjulpen, undtagen hvis han haver gjort ved naturlig middel, som forne Jens Rusk selv bestod her i dag for tingsdom.«
Derefter aflagde Kristen Hansen Højbjerg ed på, at han ved midsommertid engang i midten af 1590'erne mente sig forgjort, da han havde ondt i ben og lemmer, »så han fast ingen ro havde«. Han havde derfor sendt bud efter Thamis Sørensen i Hillerup, Farup s., for at høre hans råd, hvorefter denne var taget til Hr. Jens i Lønne - bonden har nok ikke været klogere, end at han har troet, at Jens Husk stadig var præst, og den uvidende bondes udtryk er uden videre gledet skriveren i pennen. Eller kan denne i juridisk henseende ukorrekte titulatur tages som udtryk for den vestjyske bondes skjulte sympati med den mand, som i virkeligheden kun havde villet ham godt? Borgerne, der optrådte som vidner, vidste nok, hvorledes den anklagede skulde omtales, naturligvis, byfolk, har jo altid gjort sig til af at have mere levemåde end folk på landet, dengang som nu.
Lønnepræsten havde imidlertid beroligende svaret Thamis Sørensen, at han blot skulde drage hjem igen: Kristen Hansen Højbjerg skulde nok blive rask igen. Den syge skulde blot opsøge præsten, når han Sct. Hansdag var i Ribe.
Kristen Hansen traf da på det omtalte tidspunkt sammen med Lønnepræsten i Niels Juels hus i Ribe. Præsten gav da Kristen Hansen en seddel med skrifttegn på; seddelen skulde den syge bære på sig, han vilde da få det bedre. Og rigtigt nok han blev virkelig helbredt Men da han i rughøsten mistede seddelen, blev han atter overfaldet af sit onde, hvorfor han igen på »Ribermarkend«, altså i september, opsøgte Jens Rusk, der beredvilligt gav ham en anden seddel med skrift, som han ligeledes skulde bære på sig. Dette gjorde Kristen Hansen, og straks blev det bedre med ham. Lige indtil nu havde han båret seddelen på sig og havde i den tid ikke lidt af det omtalte onde. Seddelen blev fremlagt i retten. Hvorledes mon Kristen Hansen har været til mode efter dette vidnesbyrd om sin velgører? Er han gået fra tinge i bevidstheden om, at han i virkeligheden har søgt at støtte præsten? Vi ved det ikke, og det har næppe interesseret retten.
Hvad Jep Sørensen i Kærbøl har vondet, har sikkert været betragtet for så betydningsløst, at det ikke var ulejligheden værd at få det i referatet, og dette synes også at have været tilfældet med det, som Søren Nielsen har fremført, hans navn nævnes end ikke i referatet fra den 1. oktober.
Vigtigere har det unægteligt været at få Thamis Sørensen i Hillerup til at bekræfte Kristen Hansens vidnesbyrd. Det tog sin Tid at få den sagbragt i orden. Først onsdag den 28. november mødte den indstævnede for tinget. Her kunde han kun bekræfte - med oprakte fingre og Helligånds ed efter recessen - hvad Kristen Hansen Højbjerg, Søren Nielsen og Jep Sørensen på Riberting d. 1. oktober havde vondet på Jens Hansen Rusk, former præst i Lønne.
På dette tidspunkt var Jens Hansen Rusk dog allerede ved kirkenævn blevet oversvoren for troldom. Dette skete i følge biskop Peder Hegelunds almanak den 23. november 1610.
Det er vanskeligt at forestille sig, at de i de omtalte retsreferater behandlede forhold skulde være nok til at fælde den stakkels gamle mand.
Det er derfor sikkert de vidnesbyrd og tingsvidner, der kom til at foreligge fra de andre ting i herredet, der har været skæbnesvangre for den ulykkelige Lønnepræst, og det var vel derfor, at hans skæbne egentlig var beseglet, allerede før Thamis Sørensen d. 28. november aflagde vinedsbyrd for retten i Ribe.
Derefter skulde Lønnepræstens sag prøves i Viborg i overensstemmelse med den kallundborgske reces af 1576 § 8, i følge hvilken fældende Kirkenævningstoug i trolddomssager skulde prøves ved landstinget, før en for sådanne forhold anklaget kunde henrettes, en særdeles gavnlig bestemmelse, som myndighederne dengang har syntes påkrævet, for at man kunde undgå overilede, mere eller mindre tilfældige dødsdommes fuldbyrdelse, foranlediget af en uvidende og vidskræmt tingalmue. Denne panikagtige stemning synes - til skade for Jens Hansen Rusk -- i begyndelsen af det 17. århundrede at have grebet også myndigheder, af hvem man kunde have ventet mere skønsomhed.
***
Fra synder til helgeninde
Min 24 gange tipoldemor, Margrethe Sunesdatter, kom også grumme galt afsted, eftersom hun først blev slået ihjel af ægtemanden, dernæst arrangeret således, at det så ud som om, hun havde begået selvmord. Men indgår Absalon i ens bagland, kan der ske interessante ting.
For at citere opslaget om hende på www.roskildehistorie.dk:
I Lund Domkirke havde man et relikvie, som stammede fra Margrethe (billedet her på siden). Det var en alba (billedet), som i følge beretningen skulle have været Margrethes (kaldes derfor Margrethes særk). Havde man den på, skulle det kunne gøre en fødsel lettere for en kvinde (den var for "gode kvinder udi nedkomst ganske nyttelig"). Christian I. sendte et brev til kannikkerne i Lund, hvor han bad dem om at måtte låne særken, da dronning Dorothea skulle føde i 1468 (men det vides ikke, at hun fødte nogen det år, men det viser, at kongen nærede omsorg for sin kone). Særken er i dag udstillet på Domkirkemuseet i Lund, men her kaldes den også Jomfru Marias særk. Så gammel kan den dog ikke være."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar