Anekdoter

Diverse anekdoter og kortere erindringsklip fra de forskellige familiers historie. Typisk er de gengivet efter egne noter, men hvor andet er tilfældet, angives det.


***

Min farmor, Esther Grejsen, var et både berømt og berygtet medlem af Voels "sladderklub", der mødtes på skiftende adresser ved kaffetid for at vende små og store begivenheder i byen. Dette har givet anledning til følgende anekdote fra sønnen Thorkild Lindgaard Grejsen:

- "Der er nu aldrig nogen, som er blevet snakkesalige af at drikke vand"

Det sagde mor i forbindelse med de tilbagevende "kaffeslabberaser", som hun deltog i på sine gamle dage. Nogle af deltagerne var blevet forment adgang til den koffeinholdige drik af deres læge og sad med en kop ...VAND! But never the less: Sande ord.


***


Min tipoldefar, Anton Pedersen fra Lemming, var fætter til en anden tipoldefar, Jens Madsen fra Grølsted, og to af deres børn - henholdsvis Anders og Marie - blev ikke blot senere gift, men også mine oldeforældre. Sammen med sin kommende hustru, Ane Marie, tjente Anton da også som ung hos Jens Madsen, som var blevet gårdejer i en voldsomt ung alder. Og det var nok med tanke på den tid, at han skulle have udtalt følgende om slægtningen: "Dreng var han, mand blev han. Men kå’l (karl) har han aldrig været”.

***

Det fortælles, at Anton og Ane Maries børn var til fest hos dem i Lemming, og da det blev sent, sagde Ane Marie blot ”Ku’ a nu sove ind i Jesu navn”, før hun gik ind i seng.

Morgenen efter var hun død.

***

Efter Ane Maries død var hele Pedersen-klanen fra Lemming på udflugt. Der var efterkommere nok til at fylde en hel bus, og Anton sad efter sigende og smilede stille ved synet af hele flokken.

Fortalt af Anker Pedersen.

***

Ane Maries mor, Stina Gretha Salomonsen, var fra Sverige. En teori har været luftet om, at hun rejste rundt på gårde og lavede smykker af eget hår. Et par stykker findes i glas og ramme på Grølsted Overgaar, mens et andet endte i min slægtlinje. Ifølge min faster, Karen Højbak, som var den første til at arve det, skulle det dog ikke være 100 % sikkert, at smykkerne rent faktisk er lavet af Stinas hår. Et spørgsmål, der nu velsagtens kun kan afgøres gennem dyre DNA-analyser. Men er de lavet af hendes hår, var hun blond.

***

Marie Jensen Møller - min oldemor fra Låsby - var en ganske religiøs, om end også i den sammenhæng stilfærdig og ikke specielt fordømmende natur. Blufærdig var hun dog i allerhøjeste grad. Engang viste hun den lokale præst rundt i sin have, som bl.a. rummede en blomsterart ved navn nøgen jomfru. Selvfølgelig skulle han spørge til, hvad netop den hed, hvorefter hun rødmede og udbrød: "Det ka' a da it' sæj!"

Fortalt af Karen Marie Højbak.

Marie til familiefest på Grølsted Overgaard ca. 1960.

***

Løst og fast om Jens Madsen


Maries far, Jens Madsen, var en herre, der gav anledning til mange anekdoter. Flere af dem vidner om en stor østjysk lune, en enkelt om et vist temperament – efter sigende et fællestræk for slægten fra Thorsø. De fleste af disse er nedskrevet efter besøg hos Ejvind og Inge Jensen, der endnu bor på og driver Grølsted Overgaard, men et par rækker i notatform tilbage til 1986, hvor de blev ridset kort op efter samtaler med Esther og Anker Pedersen.


1

Da Jens’ far, Mads Jensen på Thorsø Overgaard, mærkede, at det lakkede mod enden, var han ivrig efter at afhænde gården til en søn, så den ikke gled slægten af hænde, hvis hans enke, Ane Marie Jørgensdatter, skulle gå hen at gifte sig igen (NB: Hun døde tre år før ham, og han giftede sig ikke igen, så her halter historien!). Som den ældste søn – selvom han endnu var meget ung til at løfte opgaven – var Jens oplagt at overdrage den til. Der var bare ét problem: Han havde ikke en kone.

Selvom der var nogle år mellem dem, kendte Jens Niels Jensen Kudsks søn fra Grølsted Overgaard, Søren Nielsen, ganske godt. Også godt nok til, at de besluttede sig for at drage på jagt efter egnede ægteskabsemner på egnens gårde. Det første sted, de kom til på turen, var Sørens barndomshjem, hvor søsteren Marie Kjerstine skulle ”undersøges”. Det fungerede tilsyneladende ikke. ”Hun er for grim”, sagde Jens, da ungkarlene satte sig op i vognen og kørte videre…

Søren Nielsen fandt sin ægtefælle, Ane Marie Madsen, i Thorsø, og de blev gift d. 5/5 1865 i Skorup. Og Jens selv? Ja, han endte altså med at komme tilbage…

Svigerfaderen mente i øvrigt, at Jens var lige våd nok bag ørerne til at drive et landbrug. Af samme grund endte Søren Nielsen med at overtage Thorsø Overgaard, mens Niels solgte Grølsted Overgaard til Jens. Mens han gradvist overgik til aftægt, hvilket blev effektueret i 1871, kunne Jens så lære håndværket af ham…


2

Da Jens Madsen – som ofte tog ud til auktioner på egnen, hvilket typisk skete til fods og inkluderede adskillige stop hos venner, familie og bekendte – engang var borte fra gården i Grølsted, stod der en vogn med gødning tilbage på gårdspladsen, som nogle karle fra byen fik den idé at hælde ud på jorden. Det skulle de ikke have gjort. Da Jens kom tilbage, for han i flint, opsporede dem resolut og fik dem til at samle hver eneste lille stump gødning op igen!


3

Da Jens var sognerådsmand, lagde Grølsted Overgaard ofte lokale til rådets møder. Menuen var dog ikke den mest afvekslende: Den stod altid på gul sagosuppe med svesker.


4

Den mest kendte anekdote om Jens Madsen - så kendt, at den faktisk helst skal fortælles som en art "teaterstykke" komplet med bestemte fagter og på et klingende østjysk, jeg ikke er i stand til at gengive ordentligt på skrift - handler dog om overtagelsen af Kjærsgaard i Højbjerg Sogn, som han og Marie Kjerstine tilbragte den fælles del af deres otium på, og som efterhånden blev overdraget til sønnerne Niels og Peder Jensen, mens de selv gik på aftægt på matriklen. Selvom der var tale om en tvangsauktion, var ejendommen ikke lille, og da auktionen løb af stablen d. 18/11 1901, havde Jens gjort, som han plejede: Gået hele vejen til fods fra Grølsted – og i et skrud, der vist nok ikke vidnede om større velstand. Buddene gik højt, men Jens gik højest: 41.650 kroner. Dengang en svimlende sum. ”Det har den stodder da ikke råd til”, skulle auktionarius have sagt – og åbenbart højt nok til, at Jens hørte det. I hvert fald hev han en fuldfed tegnebog op af lommen: ”A hår en hier…”. Så åbnede han jakken, førte hånden ind i inderlommen, hev én til af samme størrelse frem og sagde: ”…og sku’ det it’ wær nok, hår a og en hier”!

Det rakte tilsyneladende. Det ser ud til, at auktionarius midlertidigt beholdt begge tegnebøger og deres fulde indhold, men en skrivelse fra Stamhuset Broholms Godskontor til Lysgaard Hind Kontor d. 21/2 1902 nævner en ”sparekassebog” med over 14.000 resterende kroner i, der skal returneres til Jens efter auktionen. Et senere notat viser, at han fik den. Måske er den identisk med den tegnebog, jeg selv har arvet, og som er afbildet overfor.


5

Jens' kone, Marie Kjerstine Nielsen, er der ikke overleveret de store vidnesbyrd om bortset fra, at datteren Marie i 1935 - i et brev til min farfar Anker, som dengang sprang soldat - nævner, at "Hun var saa god". Men en kirkedragt (afbildet) havde hun, hvilket måske vidner om et vist religiøst gemyt - i hvert fald i den grad, der var almindelig i mindre sogne før i tiden, hvor kirken var det fælles lokale mødested.

På det eneste billede, der eksisterer af hende, har hun det på, og oldebarnet Ejvind Jensen i Grølsted mente, at han havde set et nu bortkommet foto af Jens' mor, Ane Marie Jørgensdatter, hvor hun også bar det.

Kirketøjet blev nedarvet i min gren af slægten og befinder sig nu på Silkeborg Museum, som, for at citere en mail fra Mogens Grejsen d. 20/3 2008, "har lovet af tage sig kærligt af det og sikre det for eftertiden. De syntes, det var spændende at kende oprindelsen, og at det var et pragtstykke i håndarbejde." Så selvom hun måske som person er drevet lidt ud i glemslen, er Marie Kjerstine altså i mere end én forstand endt i glas og ramme.


6

En gådefuld genstand, der på samme måde er gået i arv gennem generationer - og i væsentligt længere tid - er et manglebræt, der befinder sig hos min faster: Karen Marie Højbak (f. Pedersen). Selv arvede hun det, fordi initialerne efter gammel skik kunne have været hendes egne (Karen Pedersdatter), men i hvert fald stammede det fra Anders Peders og Maries hjem i Låsby, og de var ikke de første indehavere af det i slægten. Længere tilbage stammede det vist, som kirkedragten, fra Maries hjem: Grølsted Overgaard.

Det bærer, som man ser, indskriften "KPDT 1701", og har været foræret som forlovelsesgave til - sandsynligvis - et kvindeligt medlem af slægten på denne tid. Trods ivrig søgen er det imidlertid ikke lykkedes at grave den rigtige person ud af glemslens tåger. Endnu.


***


Det fortælles, at min tipoldefar Carl Knudsen var mere end almindeligt begejstret for Dumas' roman Greven af Monte Christo, og at dette skulle have en del at gøre med de lidt usædvanlige navnevalg, han foretog i forhold til størstedelen af hans børn.

Grunden til, at Karen Marie, min oldemor, blev bortadopteret, var i øvrigt, at han på det tidspunkt var enlig far, havde ni børn i forvejen og ikke tjente så mange penge, som der strengt taget var brug for. Hos familien Larsen fik hun materielt set en bedre opvækst, end han havde kunnet give hende. Sin  detailhandel til trods blev han aldrig rig.

En bror til Karen Marie - sandsynligvis Edmund Charles Villiam Knudsen - fik et voldsomt endeligt. Han arbejdede et sted, hvor der var store kedler med kogende vand - sandsynligvis hos en slagter - og faldt i.

Fortalt af Arne Frydschou.

Familien Knudsen udenfor detailhandlen på Øresundsvej, Sundby, i 1905. Fra venstre: Edmund, Meta, Osman, Jenny, Mary, Augusta og Carl.


***

Sidst i 20’erne var pladsen trang på Baunbæk i Ulfborg Sogn: Husmandsstedet, min morfars familie (og mit mellemnavn) stammer fra. Der var der to stuer medsamt sovesteder, der var forbundet af en lille gang. I den ene ende sad Christians mor Karen, som var på aftægt, i den anden Christian og Maren. De på det tidspunkt fire børn måtte sove på rad og række i gangen.

Kornet blev tærsket der, hvor køerne stod, på et gammelt, dieseldrevet apparat.

Da Karen døde i 1929, skulle der efter sigende have stået lidt af et rivegilde mellem Jørgen Kristians forskellige børn om den fælles arv. At Christian fik gården, stod fast, og at hans ældre halvsøster, Kirstine, gav afkald, er også sikkert. Men en af de øvrige havde så travlt med at sikre sig arvegods, at vedkommende forsøgte at nedtage komfuret i ejendommen!

Fortalt af Gunnar og Lise Hansen.

***

En vidt udbredt anekdote på Gjern-egnen før i tiden handlede om min tipoldefar, Jens Peder Mousing Jensen, som på det tidspunkt – omkring ca. 1930 – var vognmand i Voel. På et tidspunkt havde han fyret en underordnet, der bestemt ikke tog let på det. Tværtimod dukkede han op med en pistol, som han affyrede direkte mod Jens Peders brystkasse. Men denne sank ikke sammen. Sikkert ret nervøst tog han sin tegnebog op af brystlommen. Den var så spækket med sedler, at kuglen ikke havde kunnet nå hele vejen igennem.

***

Hendes eftermæle var ikke dårligt, men alligevel er det begrænset, hvad der er overleveret om Jens Peders første kone og min tipoldemor, Severine Kristensen. Sikkert fordi de tre børn, hun nåede at få, stadigvæk var meget små, da hun døde. Men én ting, der er trængt igennem tidens tåger, er, at hun havde nemt til næseblod - at der ikke skulle ret meget til, før det løb. Om hun ligefrem havde bløder-anlæg - det var jo ikke en anerkendt diagnose dengang - og om dette kunne forklare, at hun døde i barselsseng med sønnen Severin, må dog forblive en gisning herfra.