Diverse interessante fotos af slægtninge og genstande.
***
Anker Pedersen som barn.
Har givetvis siddet i en medaljon eller lignende på et tidspunkt, men befinder sig nu i et efterladt fotoalbum. Ser ud til at være taget lidt før 1920. Håndskriften nedenunder er min farmors.
Bryllupsbillede af Anders Peter Pedersen og Marie Jensen Møller.
Taget juni 1910.
Familiefest i Lemming, 1940'erne.
Et lille udpluk af Anton Pedersen og Ane Marie Andersens store efterslægt med "de gamle" i centrum. Indtil videre er det dog kun lykkedes mig at identificere ganske få af de tilstedeværende.
Portrætfoto af Anton Pedersen og Ane Marie Andersen.
Det findes andetsteds her på siden i "opsplittet" form, men her gengives de sammen. Efter deres alder at dømme taget omkring 1940.
Svend Pedersen.
Ungdomsbillede af Ankers bror Svend Pedersen. Taget et ubestemmeligt tidspunkt i 1930'erne.
Marie Kirstine Pedersen.
Anker Pedersens søster.
Marie Jensen Møller.
Et, synes jeg, vidunderligt foto af min oldemor i den velholdte have på Krogaarden, Låsby, engang i 1960'erne.
Voel Vestergaard.
Et klassisk luftfoto af Anker Pedersen og Esther Grejsens hjem - muligvis i 1950'erne.
Krogaarden.
Endnu et luftfoto. Denne gang af Marie Jensen Møller og Anders Peter Pedersens bolig i Låsby. Ca. samme tidspunkt.
Julestemning fra Valby.
På et tidspunkt i 1980'erne forærede Esther mig denne håndmalede glaskugle, der havde hængt på hendes barndoms juletræ hjemme i Valby. Dateringen er uvis - sikkert lige omkring 1920 - men det er utvivlsomt lidt af en antikvitet, der indtil videre fortsat (og med en passende andægtighed!) bliver hængt på juletræet hos min mor i Silkeborg.
Esther Grejsen som barn.
Et meget smukt barndomsbillede af min farmor ca. 1923.
Karen Marie Larsen gravid med Esther.
Taget 1914. Kvinden, der ledsager Karen, er givetvis adoptivmoderen Anne Marie Camilla Olsen.
Familien Larsen først i 1890'erne.
Fra venstre: Karen Marie Larsen f. Knudsen, Otto Jakob August Larsen og Anne Marie Camilla Olsen.
Familien Knudsen.
Karen Marie Larsens biologiske far, Carl Knudsen, med familie. Han står yderst til venstre. Åbenbart et postkort fremstillet med henblik på salg i hans butik på Øresundsvej 45 i Sundby, der blev sendt til Karen Marie i anledning af Esthers fødsel.
Johannes Grejsen i 1960'erne.
Et af de mere luksuriøse portrætfotos.
Johannes Grejsen og Olga Alvilda Eriksen.
Johannes med sin anden kone ved deres sølvbryllup i 1957.
Johannes Grejsen som ung.
Parat til at stå til søs. Sikkert taget omkring 1915.
Brødrene Grejsen i Laurbjerg.
Det, så vidt vides, eneste samlede billede af Georg Christian Thorvald Greisen og Elisabeth Anna Pouls tre sønner (fra venstre): Victor Georg, Johannes Martin og Poul Grejsen. Taget foran Johannes' cykelforretning i Laurbjerg i 40'erne eller 50'erne.
Georg Greisen og Elisabeth Anna Pouls.
Et dejligt billede af Johannes' forældre. Dato ukendt.
Victor Greisen.
Johannes' bror, Victor, efterlod under et af sine besøg i Danmark et fotoalbum hos Johannes, der endte hos Esther. Det er såvel dette billede, der viser ham virke i bispeembedet, som de tre efterfølgende fotos hentet fra.
Victors tre ældste børn fanget i en musikalsk stund.
Fra venstre Mary Jane (* 1920), Erna (* 1919) og Paul Greisen.
Thanksgiving.
Victor skærer kalkunen for.
Tre generationer Greisen i 1910'erne.
Et flot - og vigtigt - foto, da én person ikke er vist andre steder, og andre vises på ellers udokumenterede livsstadier. Øverste række fra venstre: Karen Marie Larsen, Elisabeth Anna Pouls, Georg Christian Thorvald Greisen, Johannes Martin Grejsen. Nederste række: Maren Laurine Jørgensen, Esther Grejsen, Jens Christensen Greisen.
Karen Severine Mousing med børnebørn 1999.
Taget blot ca. 14 dage før hendes død, da hun fyldte 75. Øverste række: Tobias Baunbæk Christensen, Sofie Baunbæk Christensen, Sine Baunbæk Christensen, Steffen Baunbæk Pedersen. Nederste række: Henrik Vedelslund, Karen Severine Hansen f. Mousing, Michael Vedelslund.
Bryllupsbillede: Hans Christian Hansen og Karen Severine Mousing.
Taget 1950.
Ungdomsbillede Hans Christian Hansen.
Indtil Karens død i '99 stod der ungdomsbilleder af modparten på hver sin side af dobbeltsengen i først Thorning, senere Haarup og Helletoften, Silkeborg. Nu hænger dette flotte foto af Hans på "slægtsvæggen" hos min mor. Givetvis taget sidst i 1940'erne.
Konfirmationsbillede Hans Christian Hansen.
Taget lige omkring 1940 i Ulfborg.
Hårup Bygade 6.
Hans Christian Hansen og Karen Severine Mousings hjem fra ca. 1956 - 1987. Luftfoto.
Christian Gammelby Hansen med heste.
Fra den periode, hvor Christian gjorde sig som Ulfborg Sogns mælkekusk. Hans to trækheste foran Sdr. Baunbæk.
Christian og Maren ved Sdr. Baunbæk.
Et vidunderligt foto af Christian og hustruen Maren foran slægtsgården. Sikkert det bedste eksisterende billede af dem begge.
Bryllupsfoto: Christian Gammelby Hansen og Maren Nielsine Jacobine Konradsen.
Taget 1922. Bemærk de ikke ligefrem sprudlende klæder. Pengene hang ikke på træerne.
Karen Lægdsgaard Andersen med børnebørn.
Christians mor i aftægtsdelen af Sdr. Baunbæk med børnebørnene Karen og Elisabeth (Lis). Taget ca. 1925.
Andrea Andersen.
Et "festbillede" fra 1960'erne med Christian Gammelby Hansens halvsøster, Andrea Andersen "Baunbæk", i midten.
Kirstine Hansens gravsten.
Gravstenen over en anden halvsøster, Kirstine Hansen "Baunbæk", som fotograferet ved Ulfborg Kirke 2007.
Konfirmationsbillede: Karen Severine Mousing.
Taget ca. 1938 i Sjelle, Sjelle Sogn. Karen sidder på nederste række yderst tv.
Else Marie Rasmussen og Anker Christian Mousings diamantbryllup, 1983.
Taget på plejehjemmet Skaghøj i Hammel. Begge var desværre demente på tidspunktet, men i det mindste Anker har høj cigarføring trods det.
Else og Anker i Sjelle.
Taget i 1940'erne.
Familien Rasmussen på Lille Mølle.
Det er endnu ikke lykkedes mig at få helt styr på søskendeflokken fra dette sted, men her er der et forsøg på at sætte navne på ansigterne. Øverste række fra venstre: Kristen Rasmussen, Louise Jensen, Peter Rasmussen, Rasmus Rasmussen. Nederste række fra venstre: Nr. 1 og 3 må være Hedvig og Judith Rasmussen, men jeg er i tvivl om hvem, der er hvem. Nr. 2 er en nyfødt søn - sandsynligvis Ludvig Rasmussen. Nr. 4 er min oldemor Else Marie Rasmussen.
Lille Mølle, Skannerup Sogn.
Rasmus Rasmussen og Louise Jensens gamle hjem i 1980'erne, hvor sønnen Otto ejede det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar